Kalundborg Kommune: Teamleder til Personale og Forhandling

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Om jobbet

Har du lyst til at lede et velfungerende team af dygtige personalekonsulenter, som sikrer høj kvalitet i Kalundborg Kommunes personalesagsbehandling? Er du fagligt ambitiøs, og har du mod på at gå ind i de svære sager - og er du fuld af godt humør? Så er det dig, vi søger.

Personaleteamet spiller en vigtig rolle i Kalundborg Kommunes målsætning om at sikre og udvikle attraktive arbejdspladser. Teamet er kendt i organisationen som en kompetent samarbejdspartner, som leverer et højt serviceniveau. Som teamleder vil du spiller en vigtig rolle, hvor du sammen med dine kolleger vil understøtte direktionen, vores ledere og resten af organisationen.

OM OS:

Personaleteamet består af fem personalekonsulenter, og vi har vores daglige gang på Kalundborg Rådhus. Vi er en del af et nyt stabscenter, hvor en række af de funktioner, som har til formål at understøtte den øvrige organisation samles. Stabscentret er under opbygning. Som ny teamleder vil du derfor få mulighed for at sætte præg på opbygning af tværgående samarbejdsstrukturer og en fælles kultur.

Vi er en personalegruppe med forskellig baggrund, erfaring og kompetencer. Fælles for os er, at vi har en god humor og værdsætter et godt grin med hinanden. Vores organisation forventer et højt serviceniveau, og det går vi også op i at levere. Vi går foran som rollemodel ved de forandringer, som vi arbejder med i vores organisation. Du vil derfor passe godt ind, hvis det betyder noget for dig, at du og vi leverer en god service, hvis du har en positiv tilgang til dine kolleger, og - ikke mindst - hvis du har humor og er i stand til at grine af dig selv.

Vi tilbyder et job i et team, hvor der er stort fokus på høj faglighed. Vi kan ligeledes tilbyde et job med udfordrende og alsidige opgaver, samt gode muligheder for faglig og personlig udvikling i et godt og kollegialt miljø, hvor vi også er opmærksomme på, at hverdagen skal hænge sammen.

OM ORGANISATIONEN:

Du bliver en del af en ledergruppe, som foruden dig selv vil bestå af:

  • Chefen for Digitalisering og IT
  • Teamlederen for Helpdesk
  • Teamlederen for Jura og Kontrakter
  • Stabschefen, som foruden det overordnede ansvar for stabscentret varetager ledelsesfunktionen for:
    • Sekretariatet
    • Kommunikationsteamet
    • HR og Udviklingsteamet

Vi står midt i en proces, hvor vi går fra at være tre stabscentre til at være ét samlet stabscenter med fælles ledelse. Ledelsen er på plads med undtagelse af stillingen som teamleder for Personale og Forhandling.

Organisationsændringen sker med henblik på at fremme en mere fælles tilgang til servicering af den øvrige organisation, sådan at ressourcerne hele tiden anvendes, hvor de giver størst værdi, og hvor de bedst understøtter den ønskede udvikling. Desuden skal organisationsændringen fremme et styrket tværgående samarbejde.

Vi forventer at være helt på plads fra årsskiftet.

Vi har et tæt samarbejde med kommunens andet stabscenter, som har ansvar for økonomi herunder løn.

Din profil

OM DIG:

Vi forventer, at du:

  • er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur. eller har en anden relevant uddannelse
  • har erfaring med offentlig arbejds- og ansættelsesret og forvaltningsret
  • har lyst til at arbejde med personalesager i det offentlige med fokus på ordentlighed
  • har erfaring med og er stærk i forhandlinger
  • evner at finde ind til kernen i en sag, og at du kan forklare juridiske sammenhænge og løsningsmuligheder for ikke-jurister
  • medvirker aktivt til et godt samarbejde og deler din viden med dine kolleger
  • har lyst til at bidrage til udvikling af opgaveløsningen
  • trives med at have direkte kontakt med ledere på alle niveauer
  • arbejder struktureret, selvstændigt og kan bevare overblikket over mange opgaver på samme tid
  • er ansvarsfuld og har en positiv tilgang til dine opgaver
  • brænder for god ledelse af et lille team af dedikerede medarbejdere

Derfor skal du vælge os

Som teamleder har du fagligt ansvar og personaleansvar for Personale- og Forhandlingsteamets fem konsulenter. Du indgår desuden i teamets sagsbehandlingsopgaver på alle niveauer. Vi har en høj grad af sparring på tværs af kontoret for at sikre en høj faglighed. Du kan forvente en varieret arbejdsdag, hvor du vil indgå i den planlagte daglige drift, men du vil også blive forstyrret, hvis akutte behov opstår.

Teamet varetager følgende opgaver:

  • rådgivning og vejledning af kommunens ledere om personalejuridiske forhold, offentligretlige regler, lovgivning, overenskomster og politikker
  • sparring og rådgivning i sygefraværssager, deltagelse i fraværssamtaler, samt håndtering af sygefraværsindsats i tråd med Kalundborg Kommunes strategiske ramme, principper og retningslinjer
  • undervisning og oplæg for kommunens ledere
  • udvikling af og sparring om politikker, vejledninger og retningslinjer

Derudover skal du varetage ad hoc sparring med personalekonsulenterne om personalejuridiske vurderinger af personalesager og ved behov bistå personalekonsulenterne i tunge forhandlinger med de faglige organisationer, herunder afskedssager og indgåelse af forhåndsaftaler.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes som chefkonsulent i henhold til overenskomst.

Hvis du vil vide mere

Du kan få yderligere oplysninger ved henvendelse til personalekonsulent Inge Klindt Hansen, telefon 59 53 44 70 eller til stabschef Anne Øster Hjortshøj, telefon 23 29 77 37.

Du kan læse mere om kommunen som arbejdsplads og om kommunens personalepolitikker på kommunens hjemmeside. Du kan få flere informationer om den igangværende organisationsændring ved henvendelse til stabschef Anne Øster Hjortshøj.

Ansøgning

Ansøgning med oplysninger om uddannelse og tidligere beskæftigelse, CV samt andre relevante bilag sendes via linket i dette stillingsopslag, senest den 20. september 2023, kl. 23:59.

Vi forventer at holde samtaler den 26. september 2023. Der vil muligvis blive afholdt en 2. samtalerunde.

Vi håber, at den rette kandidat kan starte den 1. november eller 1. december 2023.

Om os

Kalundborg er en kommune i vækst.

Kommunen huser en af Sjællands største industrikoncentrationer uden for København med nogle af Danmarks største energi- og procesvirksomheder. Novo Nordisk har for nylig offentliggjort, at de frem mod 2027 vil investere 17 mia. i deres produktionsanlæg i Kalundborg. Senest har Chr. Hansen og AP Terminals etableret sig i Kalundborg og flere virksomheder er på vej. Vi opbygger et banebrydende center for udvikling af avanceret biotek produktion, uddannelse og startups, ligesom den verdenskendte Kalundborg Symbiose ikke bare er et eksempel på fremsynet energieffektiv og bæredygtig produktion, men også et udtryk for en helt særlig måde at tænke cirkulær økonomi på.

Erhvervslivet efterspørger både akademikere og faglært arbejdskraft, ligesom der er behov for velkvalificerede medarbejdere i den offentlige sektor. Her kan du ikke bare finde et godt job - du kan også skabe dig en karriere. Kommunen har knap 49.000 borgere og arbejder på at flere, vil vælge at bo tæt på den smukke vestsjællandske natur.

Vi er 3.300 kommunalt ansatte, og vi arbejder alle strategisk med at skabe mere samarbejde med hinanden og eksterne partnere - borgere, virksomheder og andre myndigheder. Det gør vi for at opnå bedre resultater og understøtte, at kommunen når sin vision om at være et godt sted at bo og leve, uddanne sig, arbejde og drive virksomhed.

Kalundborg Kommune har lanceret en podcastserien "Karriere på Kalundborgsk". I serien fortæller en række medarbejdere om, hvordan deres karriere har formet sig med et job i Kalundborg Kommune. Serien er et led i kommunens bestræbelser på at rekruttere dygtige medarbejdere.

Hør dem her: https://karrierepaakalundborgsk.podbean.com/

Vi opfordrer alle uanset baggrund, køn, religion mv. til at søge.

----------

I Kalundborg Kommune har vi en generel politik om indhentning af straffeattest.

Ansatte som i deres ansættelse har adgang til personfølsomme oplysninger, skal have privat MitID/NemID, fordi de skal identificere sig med deres private MitID/NemID. Dette for at efterleve den skærpede lovgivning og derved sikre borgernes tillid til, at alle myndigheder, herunder Kalundborg kommune, behandler personfølsomme oplysninger sikkert.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Kalundborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Kalundborg Kommune, Holbækvej, 4400 Kalundborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://www.aplitrak.com/?adid=QWRtaW4uS2FsdW5kYm9yZy4yNzg3MS4xMDYxM0BrbWQuYXBsaXRyYWsuY29t

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5902421

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet