Et alvorligt uheld fandt sted på Kalundborgvej i Snertinge kl. 12.35, da en lastbil og en varebil kolliderede. Varebilen, ført af en 39-årig mand fra Spanien, kørte ud af en indkørsel ud for Favrbovej, mens lastbilen kom kørende mod vest.
Efter sammenstødet ramte lastbilen et el-skab og derefter et buskads. Den 58-årige lastbilchauffør fra Odsherred slap uskadt fra uheldet, mens føreren af varebilen blev slynget ud af bilen og kom alvorligt til skade. Han blev fløjet til behandling med lægehelikopteren, men blev senere meldt uden for livsfare.
Hele vejen blev afspærret, og busruter blev omlagt, mens en bilinspektør undersøgte uheldsstedet. Vejen kunne genåbnes omkring kl. 16.