Politiet fik efterfølgende klarlagt, at en mindre personbil havde fået store skader som følge af påkørslen, da bilen holdt parkeret i den sydlige side af Valentin Jensensvej. Den parkerede bil havde skader i fronten, og ud fra spor kunne der være tale om en modpart, hvis bil kunne være grålig, og som var kørt i vestlig retning på uheldstidspunktet, hvor den var kommet for langt over i modsatte side af vejen.
Ud fra skadernes placering og omfang var påkørslen formentlig sket med høj hastighed, og den flygtede bilist formodes at have skader på venstre side af bilens front.
Under efterforskningen for at finde frem til den skadevoldende bilist har politiet besøgt en bilejer, som ifølge et tip kunne være den flygtede bilist. Det var dog ikke tilfældet, idet den mistænktes bil var uden skader.
Politiet vil derfor gerne høre fra personer, der lørdag aften enten har bemærket uheldet eller den flygtende bilist på Valentin Jensensvej, eller som har kendskab til en person, hvis bil måtte have friske skader på fronten efter påkørsel af en parkeret bil. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på tlf. 114.