Bliv en empatisk borgerrådgiver og gør en forskel i Kalundborg Kommune

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Om jobbet

Empatisk og juridisk stærk borgerrådgiver

Brænder du for at hjælpe borgere i mødet og dialogen med kommunen, skabe læring i organisationen, og få mulighed for at gøre en konkret og reel forskel for kommunens borgere? Hvis ja, så er det nu du skal benytte chancen og søge denne spændende stilling som borgerrådgiver i Kalundborg Kommune.

Kalundborg Kommunes Kommunalbestyrelse ønsker at give borgerne adgang til let tilgængelig og uafhængig rådgivning, og besluttede derfor tilbage i 2022 at etablere en borgerrådgiverfunktion med hjemmel i styrelsesloven § 65 e, som en forsøgsordning. Ordningen er blevet en succes, og derfor har Kommunalbestyrelsen i forbindelse med indgåelsen af budgetaftalen for 2025, besluttet at gøre stillingen permanent.

Som vores borgerrådgiver har du en todelt rolle og funktion. Du er borgernes støtte i forhold til kommunen og forventes samtidig at bidrage til en fortsat udvikling af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening. Vi arbejder med en forpligtende læringskultur, hvor både de gode og de mindre gode sager bringes i spil. Her vil du kunne spille en central rolle.

Der er en forventning om, at du er tilgængelig - om nødvendigt også på andre lokationer end Rådhuset og eventuelt ved besøg i borgernes hjem. Du skal kunne balancere mellem de sager, hvor der er et retssikkerhedsmæssigt behov for bistand og de sager, hvor det mere handler om at hjælpe borgeren til en bedre forståelse af situationen.

Som borgerrådgiver er det vigtigt, at du har et bredt juridisk kendskab til retsgrundlaget for de kommunale afgørelser, så du kan være skarp på borgernes retssikkerhed. Samtidigt er empatiske egenskaber vigtige, så du kan møde alle typer borgere og organisationen med åbenhed, nysgerrighed og bidrage til, at der ikke sker en eskalering af et eventuelt konfliktniveau.

Af konkrete opgaver har Kommunalbestyrelsen besluttet at følgende skal varetages af borgerrådgiverfunktionen:

  • Rådgive og vejlede borgerne samt lette vejen ind i kommunen og om nødvendigt fungere som bindeled til organisationen.
  • Sikre, at borgerne i muligt omfang føler sig hørt i sager, hvor borgeren ikke finder
    kommunens sagsbehandling tilfredsstillende.
  • Vejlede borgere om klagemuligheder indenfor det offentlige system samt
    rettigheder i forbindelse med sagsbehandlingen.
  • Bistå borgerne der ønsker at klage over kommunens sagsbehandling, den
    personlige betjening eller kommunens måde at varetage praktiske opgaver
    på.
  • Bidrage til borgernes forståelse af kommunens afgørelser.
  • Tage sager op på eget initiativ, hvis borgerrådgiveren bliver opmærksom
    på forhold, der giver anledning til nærmere undersøgelse.
  • Indgå i en generel dialog og rådgivning af den kommunale organisation om god sagsbehandling og komme med forslag til forbedringer, varetage undervisning af organisationen mv.
  • Udarbejde en årlig afrapportering til Kommunalbestyrelsen.

Borgerrådgiveren refererer til den samlede kommunalbestyrelse, som beslutter arbejdets indhold og udførelse. Det administrative ophæng er af praktiske hensyn kommunaldirektøren, og fysisk placering som udgangspunkt i Organisationsstaben, hvor også kommunens centrale jurister er placeret. Der er ikke tilknyttet et sekretariat til funktionen.

Se den fulde job- og personprofil her: Borgerrådgiver

Din profil

I udvælgelsesprocessen vil såvel den faglige erfaringsbaggrund som de personlige kompetencer blive vægtet. Vel vidende, at den rette kandidat kan komme mange steder fra og have mange spændende ting med i bagagen, har ønskekandidaten nedenstående baggrund og kompetencer.

  • En relevant videregående uddannelse, det kunne f.eks. være jurist eller socialrådgiver
  • Erfaring med og gerne en formel uddannelse inden for konfliktmægling/håndtering
  • Indgående kendskab til forvaltningsret og et bredt juridisk kendskab til retsgrundlaget i øvrigt for kommunale afgørelser
  • Erfaring fra de kommunale velfærdsområder, gerne velfærds- og socialområdet
  • Erfaring med sagsbehandling fra offentlig ledet og politisk styret organisation
  • Erfaring med undervisning, kommunikation og formidling

Som borgerrådgiver skal du kunne forholde dig neutralt og formå at mægle, mediere og facilitere i et samspil med mange interessenter.

Vi lægger derfor bl.a. vægt på følgende personlige kvalifikationer:

  • Fingerspids- og situationsfornemmelse, at du kan samarbejde og skabe konsensus
  • At du er resultatorienteret og får ting til at ske
  • At du er synlig og udadvendt
  • At du er åben, imødekommende og inddragende
  • At du har empati og integritet
  • At du er tillidsvækkende og ordentlig

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker på overenskomstmæssige vilkår. Den årlige løn vil afhængigt af erfaring have et forventeligt niveau på 575.000-625.000 kr. med tillæg af pension.  

Hvis du vil vide mere

Alle interesserede er velkomne til at kontakte os med spørgsmål om stillingen og en eventuel drøftelse af personlige kvalifikationer i forhold til stillingen. Alle henvendelser behandles fortroligt. Henvendelse kan rettes til

  • Kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen tlf. 22 66 12 36
  • Nuværende borgerrådgiver Michael Jonasen, tlf. 29 63 91 94

Ansøgning

Ansøgning uploades senest den 29. oktober 2024, via nedenstående link.

Den 1. november 2024 træffer ansættelsesudvalget beslutning om, hvem der indkaldes til 1. samtalerunde. De udvalgte ansøgere får besked samme dag.

1. samtalerunde afvikles den 5. november 2024 i tidsrummet kl. 11.00 - 17.00.

Kompetenceprofilen for de ansøgere, der går videre til 2. samtalerunde, afvikles i uge 45/46. Tilbagemeldingen tager ca. 1,5 time.

2. samtalerunde afvikles den 19. november 2024 kl. 9.00 – 14.00.

Ansøgeren forventes at tiltræde hurtigst muligt eller senest den 1. januar 2025.

Om os

I Kalundborg Kommune er vi optaget af, at vores borgere, virksomheder, foreninger og institutioner får den bedst tænkelige service. Det kan vi kun levere hvis vi har dygtige og motiverede medarbejdere. Derfor er vi dedikeret til at støtte medarbejdernes personlige og faglige udvikling, og sikre en dynamisk og fleksibel arbejdsplads.

Hos os er medarbejderne med til at gøre en forskel hver dag, sammen med ca. 3500 kollegaer.  Kalundborg Kommune er placeret i noget af Danmarks smukkeste natur – og er samtidig hjemsted for en række af de industrier der bidrager mest til den danske økonomi – med vægt på biotech- og energiproduktion.
Der bor cirka 49.000 mennesker i Kalundborg Kommune, som også er hjemsted for flere og flere uddannelser, der er med til at understøtte udviklingen i kommunen.

Du kan læse mere om Kalundborg Kommune som arbejdsplads Vores medarbejdere (kalundborg.dk, finde generelle oplysninger om Kalundborg Kommune Go to Kalundborg eller lytte til vores podcast-serie Karriere på Kalundborgsk Podcast (kalundborg.dk)

 Vi opfordrer alle uanset baggrund, køn, religion mv. til at søge.

----------

I Kalundborg Kommune har vi en generel politik om indhentning af straffeattest.

Ansatte som i deres ansættelse har adgang til personfølsomme oplysninger, skal have privat MitID, fordi de skal identificere sig med deres private MitID Dette for at efterleve den skærpede lovgivning og derved sikre borgernes tillid til, at alle myndigheder, herunder Kalundborg kommune, behandler personfølsomme oplysninger sikkert.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Kalundborg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Borgerservice, Klosterparkvej, 4400 Kalundborg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 29-10-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6130517

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet