Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Weekendens anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Vipperødgårds Alle, Vipperød
Rådhusvej, Asnæs
Snekkevej, Nykøbing Sj.
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Mosede Kærvej, Greve
Bernadotteparken, Himmelev, Roskilde
Fluebæksvej, Benløse, Ringsted
Morsøvej, Køge
Ventegodtsvej, Solrød Strand
Lærkevej, Solrød Strand (forsøg)
Spættevej, Solrød Strand
Kolibrivej, Jyllinge
Ugerløsevej, Ugerløse, Kalundborg
Greve Strandvej, Greve
Kæruldvangen, Solrød Strand
Vænget, Kundby, Svinninge (forsøg)
Skovhaven, Jyderup
Bogfinkevej, Jyllinge
Cecilievej, Jyllinge
Brovej, Karlslunde
Østre Grænsevej, Solrød Strand
Agervænget, Regstrup
Kastanjelunden, Høng
Koglevej, Solrød Strand
Søbæksparken, Jyderup
Chr. Richtersgade, Store-Heddinge
Troldmands Alle, Karlstrup, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Rynkehaven, Kalundborg
Digeager, Overby Lyng, Sjællands Odde (forsøg)
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Algade, Gørlev
Tyveri fra køretøjer:
Klosterparks Alle, Ringsted
Silovej, Karlstrup, Karlslunde (to anmeldelser)
Vestergade, Roskilde
Lerskovvej, Enderslev, Hårlev
I dag går vi på Facebook!
I dag går Midt- og Vestsjællands Politi på facebook. På profilen @Mvsjlpoliti vil vi fremover fortælle små og store historier om politiets daglige arbejde.
”Vi vil gerne åbne endnu en kanal, hvor vi kan fortælle om de opgaver, vi løser. Det vil samtidigt også give os muligheden for at fortælle om nye former for kriminalitet, som man skal tage sig i agt for, efterlyse vidner i sager, hvor vi har brug for offentlighedens hjælp, eller kommunikerer direkte til borgerne under store og små kriser. Vi håber at borgerne i vores politikreds vil tage godt imod det nye initiativ”, fortæller kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi, Thomas Kristensen. Se vores første historie her: Facebook Midt- og Vestsjællands Politi
Nu indføres politigarantierne
Fra i dag den 1. november træder de såkaldte politigarantier i kraft. De beskriver, hvad borgerne i hele landet kan forvente af politiet på fire forskellige kriminalitetsområder: Vold, voldtægt, indbrud og narkosalg ved skoler. Garantierne skal være med til at understrege vigtigheden af, at borgerne får akut hjælp, når de har brug for det. Du kan læse mere om garantierne på: http://www.politi.dk/politigarantier
Fredag – lørdag:
Cyklist ramt af lastbil – Ringvejen/Ringstedvej, Køge
Kl. 13.48 skete et uheld i krydset Ringvejen/Ringstedvej i Køge, da en højresvingende lastbil og en cyklist stødte sammen. De kørte begge ad Ringstedvej mod øst, hvor der var grøn højresvingspil tændt i krydset. Lastbilen begyndte sin svingning, men blev ramt af cyklisten, der stødte ind i lastbilen og væltede. Cyklisten, en 64-årig kvinde fra Køge, havde cykelhjelm på, og kom ikke ind under lastbilen som følge af sammenstødet. Hun pådrog sig mindre alvorlige skader. Lastbilchaufføren, en 67-årig mand fra Hårlev, cyklisten samt vidner blev afhørt til sagen. Politiet optog rapport for at klarlægge omstændighederne omkring uheldet.
Tricktyveri – Holbækvej, Mørkøv – Holbæk
Kl. 17.03 anmeldte en pårørende til en 85-årig lokal kvinde, at hun havde været udsat for tricktyveri på gaden. Kvinden blev fredag omkring kl. 12.30 stoppet af en mand på Holbækvej ikke langt fra Rævebæk. Manden spurgte om vej til et sygehus, og den 85-årige forklarede, at han skulle til Holbæk for at finde nærmeste sygehus. Manden løb herefter i retning mod stationen. Den 85-årige opdagede efterfølgende, at hun manglede sin pung indeholdende 300 kr i kontanter, og mistænkte at manden havde taget pungen fra hende.
Manden beskrives som: Østeuropæisk af udseende, 30-40 år, 180-190 cm høj, kraftig af bygning. Han var iført joggingbukser og mørk trøje.
Vidner som har set den beskrevne mand i Mørkøv fredag middag, og som kan komme med oplysninger om ham eller et evt. køretøj bedes kontakte politiet på tlf. 114.
Fire sager om overtrædelse af knivloven – Bysøstræde, Holbæk
Kl. 22.14 traf politiet fem mænd ved et diskotek i Bysøstræde. Patruljen visiterede de fem yngre mænd fra Holbæk og omegn, som kunne mistænkes for at bære våben. En 18-årig, en 21-årig, en 22-årig og en 29-årig blev alle fundet i besiddelse af ulovlige knive. De blev alle sigtet for at overtræde knivloven, da de var i besiddelse af lange knive, som de ikke havde et anerkendelseværdigt formål til at besidde i det offentlige rum. Knivene blev beslaglagt med henblik på konfiskation. De kan alle fire forvente at høre mere fra politiet når sagerne skal afgøres.
Spirituskørsel – Holbækvej, Kalundborg
Kl. 23.43 stoppede en politipatrulje rutinemæssigt en 20-årig lokal mand i en bil på Holbækvej i Kalundborg i Værslev. En alkometertest viste, at han havde en promille over det tilladte, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Herefter blev han løsladt, og nu venter politiet på resultatet af blodprøven. Den 20-årige vil da høre mere fra politiet om sagens videre gang.
Vold i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 01.27 fik politiet anmeldelse om tumult foran en beværtning i Jernbanegade ved Hersegade. En 35-årig mand fra Stenløse blev anholdt og sigtet for vold mod en 22-årig mand fra Valby, som var blevet nikket en skalle. Den 35-årige blev taget med i detentionen til afrusning og blev senere afhørt til sagen. Den 22-årige fik blodnæse som følge af volden, men pådrog sig ingen alvorlige skader. Den 35-årige blev løsladt efter afhøringen, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Mand anholdt for uorden i nattelivet – Hersegade, Roskilde
Kl. 04.54 blev en 23-årig mand fra Roskilde anholdt ud for en beværtning i Hersegade, da han råbte og skabte utryghed i gadebilledet. Manden var kort forinden blevet vist væk fra beværtningen på grund af dårlig opførsel, hvilket havde gjort ham oprevet. Politiet sigtede ham for at overtræde ordensbekendtgørelsen, og tog ham med til politistationen, hvor han blev sat til at køle ned i detentionen. Han blev senere løsladt og kan forvente en bøde i sagen.
Lørdag – søndag:
Ordensbekendtgørelsen – Nordstjernen, Køge
Kl. 10.12 slog en ung mand alarm til politiet, idet en anden mand pludselig var begyndt at råbe ad en kvinde, der stod afventende ved et busstoppested. Manden tog efterfølgende kvindens kuffert, som blev kastet hen ad gaden, ligesom manden gik med en truende attitude hen mod hende.
En patrulje var hurtigt fremme og fik kontakt til den udpegede mand, der var en 59-årig mand fra Ishøj, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd. Politiet skønnede ham forvirret og talende usammenhængende om den aversion, som han pludselig havde fået over for kvinden. Den 59-årige kan nu se frem til at modtage en bøde som afgørelse på sagen, hvor kvinden ikke led fysisk overlast.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 10.27 var det sket et færdselsuheld på Holbækmotorvejen i det østgående spor, idet to personbiler var stødt sammen. Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 56-årig mand fra Roskilde ville foretage en overhaling højre om en anden trafikant. Herunder var han tæt på at påkøre en forankørende, men undveg, så han mistede kontrollen over bilen. Han ramte autoværnet på midten af motorvejen og blev slynget retur på kørebanen, hvor han ramte en anden personbil ført af en 32-årig kvinde fra Hørve i vognbanen længst til højre. Den 32-åriges bil kunne selv køre fra uheldsstedet efterfølgende, mens den 56-åriges bil blev bugseret væk.
Den 56-årige var påvirket af spiritus under kørslen og blev sigtet for spirituskørsel. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og vil nu høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet foreligger.
Tre kvinder overfaldet – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 10.38 og de næste minutter fik politiet ikke mindre end tre anmeldelser fra kvinder, der var blevet overfaldet uden forudgående varsel af tilsyneladende den samme mand. En patrulje kørte hastigt til området, hvor politiet traf den mistænkte, som andre havde tilbageholdt på Møllehusvej.
Politiet foretog anholdelse af en 41-årig mand fra Roskilde, som skønnedes uligevægtig. Han havde overfaldet tre kvinder på 30, 47 og 62 år alle fra Roskilde, idet han først overfaldt den 30-årige, som blev slået i ansigtet. Kort efter overfaldt han også den 47-årige med et slag i ansigtet, hvorefter hun skreg op og bad om hjælp. Herefter overfaldt han den 62-årige, der kom den overfaldne til undsætning. Pårørende til en af de overfaldne kom til stede og fik tilbageholdt manden, indtil politiet blev alarmeret og ankom til stedet.
Den 47-årige blev transporteret til nærmeste sygehus, hvor han straks blev frivilligt indlagt til fornøden behandling i anledning af sin sindstilstand. Senere kan han forvente at skulle afhøres og sigtes af politiet i anledning af overfaldene på kvinderne, der alle slap med lettere skader.
Spirituskørsel på knallert – Absalonsvej, Holbæk
Kl. 16.31 sigtede politiet en 30-årig mand fra Holbæk for spirituskørsel på en 30-knallert, efter at han var væltet på den under kørslen, så han havde slået den ene hånd. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Narkokørsel på knallert uden styrthjelm – Mellemvang, Holbæk
Kl. 17.09 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 47-årig mand fra Holbæk for kørsel på en knallert uden brug af styrthjelm og i narkotikapåvirket tilstand. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkokørsel – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk
Kl. 17.32 anholdt og sigtede politiet en 37-årig mand fra Jyderup for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Fyrværkeriloven – Hovedgade, Svinninge – Holbæk
Kl. 22.56 var en patrulje i Svinninge og fik kontakt med en mand, der bar på en bærepose med indhold. Posen viste sig at indeholde 17 kanonslag i forskellige størrelser og effekt samt en sejlgarnsbombe. Politiet sigtede derfor en 22-årig mand fra Hørve for overtrædelse af fyrværkeriloven. De ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis og med henblik på destruktion, når sagen er afgjort.
Røverisk overfald – Skolevej, Hvalsø – Lejre
Kl. 23.41 fik politiet en anmeldelse fra en ung mand, der var blevet overfaldet og frarøvet nogle effekter. Politiet kørte til et område ved siden af en tankstation, hvor politiet traf en lettere forslået, 16-årig ung mand fra Hvalsø.
Han oplyste, at en ung kvinde og mand havde overfaldet med slag og frataget sin mobiltelefon, kontanter og en e-cigaret. De to mistænkte havde forladt området, og den 16-årige havde opsøgt et nærliggende bosted for at få hjælp. En tilkaldt ambulance bragte den 16-årige til skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.
Senere på natten henvendte politiet sig på en adresse i Hvalsø, idet offeret havde et vist perifert kendskab til den ene af de to mistænkte. Den oplysning havde politiet brugt i efterforskningen, så den kvindelige mistænkte blev identificeret som en 23-årig kvinde fra Hvalsø, som senere blev anholdt på sin bopæl i Hvalsø. Samme sted befandt sig også en 27-årig mand fra Søborg, som også blev anholdt som mistænkt i sagen, idet han svarede til den beskrivelse, som offeret havde givet af den mandlige mistænkte.
Begge blev bragt til en politistation til afhøring til en sag om røveri mod den 16-årige. Efter afhøring til sagen blev sagen vurderet af politiet og anklagemyndigheden, der resolverede, at begge sigtede skulle løslades, fordi grundlaget for en varetægtsfængsling ikke fandtes at være til stede. Kvinden og manden er fortsat sigtet i sagen, som senere vil få et strafferetligt efterspil.
Indbrudstyv anholdt – Indbrud i skure og villa – Vænget, Kundby, Svinninge – Holbæk
Kl. 02.15 fik politiet et alarmopkald fra et par, der var blevet vækket om natten af nogle mistænkelige lyde. Da de undersøgte dette nærmere, kunne de efterfølgende konstatere, at der var blevet forøvet et indbrud i et skur på deres grund. Ved nærmere eftersyn på overvågningen kunne parret se en fremmed mand bryde ind i skuret, hvorfra bl.a. en ATV og et par poser var blevet flyttet udenfor. Der var også et mindre forsøg på at bryde ind i anmeldernes bolig.
Flere patruljer kørte til området, herunder en hundepatrulje, hvor politiet kort efter fandt en mand, der var væltet på sin cykel, i Kundby. Der var tale om en 46-årig mand fra Svinninge, som faktisk kunne mistænkes for at være indbrudstyven, idet manden svarede til manden på overvågningsvideoen fra gerningsstedet.
Den 46-årige, der var påvirket af formentlig euforiserende stoffer, blev anholdt og sigtet for indbruddet i skuret. Hans bopæl blev også ransaget, men politiet fandt intet af politimæssig interesse.
I forbindelse med politiets undersøgelser i området fik politiet oplysninger om, at der også i løbet af natten var blevet begået et forsøg på indbrud i endnu et skur på Vænget. Her var lister til skurets vinduer forsøgt aflistet, men intet var blevet stjålet fra stedet.
Den 46-årige blev i forbindelse med afhøringen sigtet for indbrud og indbrudsforsøg to stedet på Vænget, inden han i løbet af søndag formiddag blev løsladt. Politiet og anklagemyndigheden havde ud fra de konkrete omstændigheder vurderet, at grundlaget for fremstilling i grundlovsforhør med påstand om varetægtsfængsling ikke var til stede. Senere vil den 46-årige høre nærmere fra politiet, når straffesagerne mod ham skal afgøres.
Narkokørsel – Jernbanevej, Holbæk
Kl. 04.14 anholdt og sigtede en 25-årig mand fra Fårevejle St. for narkokørsel i en personbil. En narkometertest indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og blev herefter løsladt. Den 25-årige vil høre nærmere fra politiet, når analyseresultatet for blodprøven foreligger.
Søndag – mandag:
Dødsfald undersøges nærmere – Bjergmarken, Holbæk
kl. 13.32 fik politiet anmeldelse om, at en kvinde var fundet livløs i en lejlighed på Bjergmarken i Holbæk. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor kvinden blev konstateret død af en læge. Politiet iværksatte undersøgelser af den afdøde og lejligheden, for at afklare omstændighederne omkring dødsfaldet. De foreløbige undersøgelser ikke givet politiet grund til at tro, at kvinden har været udsat for et strafbart forhold. Politiets undersøgelser og afhøringer fortsætter for med sikkerhed at udelukke, at kvinden er død som følge af en forbrydelse.
Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 15.04 standsede en politipatrulje en 34-årig mand fra Hedehusene i en personbil i en rutinekontrol på Køge Bugt Motorvejen i Køge ved Karlslunde. Manden blev testet med narkometeret, som viste et positivt resultat for opiater. Den 34-årige blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, som skal vise præcis, hvilke stoffer han havde i blodet under kørslen. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og kan forvente at høre mere i sagen, når politiet har fået resultatet af blodprøveanalysen. Det vil her blive undersøgt, om den 34-åriges indhold af bevisthedspåvirkende stoffer var højere end tilladt i forhold til evt. medicin udstedt på recept af en læge.
Vanvidsbilist med promille på over 2,0 – Rengegade, Store-Heddinge, Stevns
Kl. 19.21 kørte en bilist ud over en rampekant ved et supermarked i Store-Heddinge. Bilen standsede med forreste hjulpar ud over rampen og kunne derfor ikke køre videre. Bilisten forsøgte at køre fra stedet, men det resulterede kun i at hjulene spinnede. Politiet fik en anmeldelse om sagen og sendte en patrulje til stedet. Betjentene mødte bilisten, en 53-årig mand fra Polen, der kraftigt påvirket af spiritus.
Et blæs i alkometeret viste, at bilisten havde en promille på over 2,0. Den 53-årige blev derfor anholdt, sigtet for vanvidskørsel og fik udtaget en blodprøve. Politiet beslaglagde hans bil med henblik på konfiskation. Efter blodprøveudtagelsen blev den 53-årige løsladt. Han har arbejde og opholdsadresse i Danmark og vil senere høre mere fra politiet i sagen, når resultatet af blodprøven kommer.
Anlæg taget efter høj musik – Ladegårdsparken, Holbæk
Kl. 21.03 fik politiet anmeldelse om høj generende musik fra en lejlighed i Ladegårdsparken. Politiet havde i løbet af weekenden modtaget flere anmeldelser om høj musik fra samme lejlighed. En patrulje kørte til stedet, hvor betjentene kunne høre høj musik. De traf en kvinde i 20´erne hjemme i lejligheden, som fik af vide, at nu ville politiet inddrage hendes musikanlæg, for at få ro på stedet. Mandag kan hun igen hente sit anlæg på politistationen.