Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Møllehaven, JyllingeVærkevadsvej, Kværkeby, Ringsted
Frejasvej, Ringsted
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
IngenIndbrud i fritids-/sommerhus:
Lærkevej, Ellinge Lyng, VigMøstdalen, Nykøbing Sj.
Indbrud i skole og institutioner mv.:
IngenTyveri fra køretøjer:
Bakkestien, RørvigLyngvej, Køge
Hedelunden, Greve (2 anmeldelser)
Tjørnedalsvej, Slimminge, Ringsted
Thors Kvarter, Greve
Rugtvedvej, Forsinge, Jerslev Sj.
Tinghaven, Tune
Egedesvej, Køge
Østre Vindingevej, Roskilde
Gl. Skovvej, Svebølle
Arbejdsulykke – Rahbeks Have, Holbæk
Kl. 09.55 var en ambulance blevet kaldt ud til en arbejdsplads, idet en elektriker havde fået et stød, så han skulle til kontrol på skadestuen. En 17-årig elektrikerpraktikant fra Holbæk havde fået et stød under arbejde med en stikdåse, så han skulle checkes på skadestuen. Politiet optog rapport om ulykken, så politiet senere i samarbejde med Arbejdstilsynet kan afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.Mistænkelig mand i haverne – Egemosevej, Snekkerup, Jystrup Midtsj. – Ringsted
Kl. 11.29 henvendte en opmærksom, 37-årig kvinde sig til politiet, fordi hun nu for anden gang mandag morgen og formiddag havde bemærket en fremmed mand, der luskede rundt ved forskellige adresser på vejen, hvor han kiggede ind ad vinduerne. Manden var senest set få minutter før anmeldelsen og blev beskrevet som ca. 50 år, kraftig af bygning, iført en sort læderjakke, sort hættetrøje og blå jeans.En hundepatrulje blev sendt til området, hvor patruljen indledningsvis fik færd af den fremmede mand. Sporet blev fulgt et stykke vej, men mistedes senere, så politiet fik ikke klarlagt, hvem manden var, og hvad hans ærinde i området kunne være. Politiet havde på dette tidspunk ikke modtaget anmeldelser om f.eks. indbrud eller tyverier i det pågældende område, hvorfor politiet på dette grundlag standsede eftersøgningen af manden.
Butikstyverier – Hyrdehøj Alle / Holbækvej, Roskilde
Kl. 12.37 ønskede personalet i supermarkedet Kvickly, Hyrdehøj Alle, Roskilde assistance fra politiet, idet en mand, der var tilbageholdt som mistænkt for butikstyveri, var lidt udadreagerende.Politiet fik på stedet kontakt til en 27-årig mand fra Roskilde, som inde i supermarkedet var blevet set lægge diverse varer i en taske, inden han forlod butikken uden at betale. De stjålne varer bestod af en kalvemørbrad, en tyndstegsfilet samt en flaske spiritus til en værdi af 728 kr. Politiet sigtede ham for butikstyveri af de anførte varer, som blev tilbageleveret, så der ikke var noget erstatningskrav. Den 27-årige blev efter afhøring til sagen sendt bort fra stedet.
Kl. 13.20 måtte politiet en tur til supermarkedet Netto, Holbækvej, Roskilde, hvor en mand havde stjålet seks øl og en pakke frysepølsehorn, idet han var gået ud af butikken uden at betale for varerne til en samlet værdi på 65 kr. Det viste sig, at det igen var den 27-årige, der kunne mistænkes for butikstyveri, så politiet sigtede ham igen for den overtrædelse af straffeloven. Frysepølsehornene var blevet delvist ødelagte, så supermarkedet havde et erstatningskrav i den anledning. Den 27-årige vil nu i nærmeste fremtid høre nærmere fra politiet, når de sager mod ham skal afgøres.
Uorden – Knøsen, Greve
Kl. 13.38 blev en lokal anmelder utryg, da to mænd var ved at komme i slagsmål med hinanden, samtidig med at et par andre forsøgte at holde dem adskilte. Samtidig var der højlydt råben og skrigen fra stedet, hvor mændene opholdt sig.Et par patruljer satte kursen mod stedet, hvor politiet kun fik kontakt til en 18-årig mand fra Rødovre og en 26-årig mand fra Taastrup. Ingen af dem havde lidt overlast og var i øvrigt kun lidt meddelsomme om, hvad der var foregået på stedet. Da ingen havde lidt overlast, og der ikke var risiko for en genopblussen af striden, forlod politiet området.
Tricktyverier – Nykøbing Sj. (Odsherred) og Kalundborg
Kl. 14.41 fik politiet den første af to anmeldelser om tyverier af mobiltelefoner, der var udført på en næsten identisk måde.På et kontor på Svanestræde, Nykøbing Sj., var en fremmed mand i tidrummet kl. 13.00-14.00 kommet ind og havde spurgt om vej. Han medbragte et kort, som blev lagt hen over et skrivebord, hvor bl.a. en mobiltelefon lå. Personalet på kontoret opdagede først lidt senere, at mobiltelefonen fra skrivebordet var blevet stjålet i forbindelse med mandens henvendelse. Den mistænkte blev beskrevet som: mand, mellemøstlig af udseende, 20-25 år, 160-170 cm høj, spinkel af bygning, kort sort hår, iført sort skindjakke, sorte bukser og gummisko. Han talte engelsk og medbragte et kort.
Næste anmeldelse kom kl. 15.22 fra en frisørsalon, Kordilgade, Kalundborg, som også havde haft besøg af en fremmed mand med et turistkort. Han havde spurgt om vej, og da han var gået, opdagede personalet, at en mobiltelefon var blevet stjålet fra det sted, hvor manden havde anbragt sit kort. Den fremmede mand i denne sag blev beskrevet som: mellemøstlig af udseende, 30-35 år, 160-165 cm høj, almindelig af bygning og med kort sort hår. Også han talte engelsk og medbragte et kort.
Politiet forsøger nu i de to sager at få manden identificeret ud fra en mistanke om, at der ud fra de oplyste signalementer i de to anmeldelser kan være tale om samme mand, der udnytter andres hjælpsomhed til at begå tyverier af mobiltelefoner. Fremgangsmåden er også set i sommertiden ved udendørs cafeborde mv., hvor gæsters mobiltelefoner af og til bliver efterladt synlige på bordet, så tricktyve under dække af at være turister ved brug af et kort kan stjæle mobiltelefonerne i et uopmærksomt øjeblik. Oplysninger i de to sager kan gives til politiet på tlf. 114.
Færdselsuheld – Valdemar Sejrsvej / L. C. Worsøesvej, Holbæk
Kl. 15.48 var det sket et sammenstød mellem to personbiler i krydset Valdemar Sejrsvej - L. C. Worsøesvej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Politiet fik klarlagt, at en 34-årig mand fra Holbæk var kørt ad Valdemar Sejrsvej mod syd frem til krydset, hvor han ville svinge til venstre ad L. C. Worsøesvej mod øst. Under svingningen og omtrent midt i krydset stødte han sammen med en modkørende personbil ført af en 62-årig kvinde fra Holbæk. Ved sammenstødet skete der skade på de implicerede køretøjer, og den 62-årige blev bragt til skadestuen i Holbæk. Hun var dog sluppet med diverse knubs ligesom modparten. Politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være overtrådt.Humanitær eftersøgning – Rådhusholmen, Greve
Kl. 16.20 kontaktede personalet fra et plejecenter politiet for at få assistance til at lede efter en 79-årig mand, som personalet ikke kunne finde. Han var sidst blevet set kl. ca. 15.15 og var forsvundet efterfølgende. Personalet frygtede, at han ikke selv ville kunne finde retur til plejecentret.Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning i området med bl.a. en hundepatrulje for at lede efter den 79-årige, der blev efterlyst offentligt og også hos de offentlige transportører.
Kl. 19.18 henvendte en borger sig til politiet, fordi en fremmed mand sad inde i en uaflåst bil på Olsbæk Strandvej. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at der var tale om den savnede, som blev kørt retur til plejecentret til fornøden omsorg. En stor tak skal lyde til de borgere, som hjalp politiet med at lede efter den savnede.
Brand i skraldespand – Ejboparken, Roskilde
Kl. 17.18 anmeldte en opmærksom medarbejder på en institution, at en ung kvinde opholdt sig i området, hvor der pludselig var ild i en skraldespand tæt på. Medarbejderen holdt øje med kvinden, der i mellemtiden måske også havde sat ild til indholdet i endnu en skraldespand i området. Efter at have slået alarm til politiet fik medarbejderen selv slukket den mindre brand med et par spande vand.Politiet kørte mod området og fik undervejs øje på den mistænkte kvinde med baggrund i gode signalementsoplysninger fra anmelderen. Da kvinden opdagede politiet, stak hun af, men blev indhentet og anholdt. Der var tale om en 18-årig kvinde fra Roskilde, som blev afhørt til en sag om at sætte ild til indholdet i skraldespandene ved en institution i Ejboparken. Der var kun rester af afbrændt affald i den ene skraldespand og ingen skader på de bygninger, hvor skraldespandene befandt sig.
Efter endt sagsbehandling blev den 18-årige efter eget ønske transporteret til et sygehus, hvor hun blev indlagt til fornøden behandling. Senere vil hun høre nærmere fra politiet i forbindelse med den fortsatte efterforskning og sagsbehandling.
Narkokørsel og lov om euforiserende stoffer – Ølbyvej, Køge
Kl. 17.36 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Bjæverskov for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Den 20-årige narkobilist blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.I bilen traf politiet også en 20-årig mand fra Viby Sj., som fandtes i besiddelse af 67 små klumper hash med en samlet vægt på godt 77 gram. Hashen var pakket ind og efter politiets opfattelse beregnet til videresalg. Endvidere havde den 20-årige et par telefoner på sig, en ulovlig kniv samt yderligere godt to gram hash formentlig til eget brug. Alle de ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis og med henblik på senere konfiskation i sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven.
Den 20-årige med hashen blev efter afhøring og en nærmere juridisk vurdering af sagens indhold og omstændigheder løsladt. Han vil dog senere høre nærmere i anledning af sagen, når han indkaldes til et retsmøde for at få sagen afgjort strafferetligt.