Et harmonikasammenstød fandt sted på Holbækvej i Kalundborg tidligt om morgenen kl. 06.16. Uheldet blev udløst, da en 51-årig kvinde fra Eskebjerg holdt tilbage for en bilist, der kørte i den forkerte side af vejen og foretog et venstresving ad Skovbakkerne. Bilen i den forkerte side forlod stedet uden at give sig til kende.
Den 51-årige kvindes bil blev herefter påkørt bagfra af en 57-årig mand fra Kalundborg, hvis bil igen blev påkørt af en 58-årig mand fra Kalundborg. Ved denne påkørsel røg den 58-åriges bil i grøften. Den 57-åriges bil blev yderligere påkørt af en 54-årig kvinde fra Slagelse, der havde kørt bag den 58-årige mand.
Den 51-årige kvinde blev kørt til tjek på sygehuset, mens de øvrige implicerede blev tilset af ambulancepersonale på stedet. Bilerne blev fjernet fra kørebanen, og trafikken kunne afvikles efter åbning af vejen.
Politiet søger nu kontakt med føreren af bilen i den forkerte side af vejen og vidner, der har oplysninger om bilen. Har man informationer, kan politiet kontaktes på telefon 114.