Kirppu Kalundborg fejrer 6 år med genbrug og nærvær

Kirppu Kalundborg fylder 6 år og fejrer fødselsdag d. 27. april 2024 med gratis fadøl og sodavand for hele familien. (Foto: Kirppu Group ApS)
dato

Er genbrug også et kæmpe hit i din verden? Så kan det være, du skal en tur forbi Kirppu Kalundborg på lørdag, hvor butikken fejrer fødselsdag med et brag af en fest.

I Kirppu Kalundborg er det blevet tid til at fejre en tilbagevendende begivenhed, når butikken holder fødselsdag lørdag d. 27. april 2024. Denne gang fylder butikken 6 år, og det markeres med en kæmpe fødselsdagsfest, hvor der serveres gratis fadøl og sodavand til alle. Traditionen tro kommer kædens maskot, Loppen Louie, og deler slikkepinde og krammere ud til alle børnene.

For butikschef Janni Dalsgaard er det første gang, at hun fejrer fødselsdag i Kalundborg, da hun overtog posten som butikschef i september 2023. Men fødselsdage kender hun alt til, for hun har nemlig været butikschef i Kirppu Holbæk, siden den åbnede.

"Jeg glæder mig som altid til den gode stemning, som der er på fødselsdagene. Både personale og kunder er i højt humør, og dagen plejer at være en kæmpe succes for alle."

Fødselsdage i Kirppu er kendetegnet ved, at der dukker både nye som gamle ansigter op. Nogle kommer for at snuse til konceptet og blive klogere på, hvad Kirppu er og kan. Måske booker de deres første stand. Andre ansigter er velkendte.

"Vi har mange faste standlejere, som kommer forbi til fødselsdagene, og det er så hyggeligt. Nogle af dem har faktisk været med, lige siden butikken åbnede i 2018. Samtidig ser vi også, at der i takt med det stigende besøgstal også kommer flere unge mennesker i butikken." siger Janni.

Kirppu Kalundborg har ligget på Stejlhøj 30A i de 6 år, og er undervejs blevet udvidet med 60 stande, fordi efterspørgslen på dem voksede. I dag er Kirppu Kalundborg en velbesøgt butik, og standene bugner med lækre loppefund hver eneste dag.

Kirppu Kalundborg har åbent kl. 10.00-17.00 på lørdag. Ud over den festlige stemning, vil der være et særlig godt tilbud på standleje, som man kan booke i fødselsdagsdagene d. 27.-29. april 2024.

Kilde: Kirppu ApS
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.