To kvinder og en pige udsat for mand, der blottede sig. Han er nu identificeret og sigtet for tre sager.
Nærberedskabet i Kalundborg foretog onsdag anholdelse af en 38-årig mand, der sættes i forbindelse med tre forhold af blufærdighedskrænkelse i byen."Vi har efterforsket sagen siden sommer. Vi modtog flere anmeldelser, hvor der var ting, der pegede på, at det kunne være den samme gerningsmand, og ham lykkedes det os så at identificere og anholde i går", siger kriminalassistent Per Hansen.
To af forholdene er fra juni måned, hvor dels en 11-årig pige på Lundevej og dels en 22-årig kvinde på Nytorv blev udsat for, at manden henvendte sig til dem og blottede sig. I august var det så en 52-årig kvinde på Fjordvej, der oplevede, at manden først blottede sig og derefter fulgte efter hende på cykel.
"Det er jo en adfærd, som skaber en utryghed blandt piger og kvinder i byen. Manden har erkendt, at det er ham, der stod bag de tre forhold, og vi håber nu, at vi har sat en stopper for hans opførsel", siger Per Hansen.
Manden blev løsladt i går efter endt afhøring, da det var vurderingen, at der ikke var grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet. Han vil nu få sin sag for retten på et senere tidspunkt.
Nærberedskabet i Kalundborg opfordrer andre kvinder, der har haft lignende oplevelser, som politiet endnu ikke er bekendt med, til at kontakte politiet og anmelde det.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi