Midt- og Vestsjællands Politi var på vandet igen med egen båd fredag eftermiddag og aften, hvor vi sejlede ud fra havnen i Kalundborg og bl.a. fik besøgt Kalundborg Vesthavn, Gisseløre og Nyby. Der blev i alt kontrolleret seks speedbåde, to motorbåde og syv sejlbåde. En person blev i den forbindelse sigtet for at sejle uden at have medbragt redningsvest og en person havde ikke forsikringscertifikat.
Derudover deltog båden i eftersøgningen af en sømand, der muligvis var faldet i havet fra et fragtskib i Storebælt.
Lørdag eftermiddag var vi igen til havs og sejlede ud fra Køge og bl.a. kom forbi Bøgeskov Havn og Rødvig Havn. Der blev kontrolleret 13 sejlbåde og 2 motorsejlere. I et enkelt tilfælde var der tvivl om, hvorvidt bådføreren havde sit forsikringscertifikat i orden, så det skal nu undersøges nærmere. I forbindelse med indsatsen hjalp politiets båd med at bugsere et sejlskib, der havde fået motorstop, ind til Bøgeskov havn.