Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Kalundborg - mandag den 8. februar

Profilbillede
dato

Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Egebjergvej, Nykøbing Sj.
Carlsensvej, Ved Klapbroen, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Trekanten, Herrestrup, Grevinge
Stenhusvænget, Holbæk
Regnbuen, Holbæk
Arnold Sørensens Have, Holbæk
Svaneengen, Herfølge
Batteriet, Ringsted
Kirkevænget, Kirke Eskilstrup
Odinsvej, Solrød Strand
Jupitervej, Jyllinge
Rødkildebanken, Højby, Lejre
Knevelsvej, Holbæk
Vænget, Holbæk
Pærevej, Kirke-Hyllinge
Hallenslevvej, Torpe, Gørlev

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Hindbærvej, Odrup, Fårevejle

 

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

 

 

Fredag – lørdag

 

Skøjteløbere på sø – Lyngageren, Svogerslev – Roskilde

Kl. 13.53 fik politiet anmeldelse om skøjteløbere på Lyngagersø i Svogerslev. Politiet var i kontakt med kommune, som oplyste at isen på forskellige søer i kommunen kun var 6 cm, og at de ikke frigav søerne før målene var på mindst 13 cm. En patrulje kørte til Svogerslev, men traf ingen skøjteløbere, eller andre personer på isen.

 

Spirituskørsel – Kystvejen, Strøby – Stevns

Kl. 15.10 foretog en patrulje en rutinekontrol 50-årig mand fra Strøby, som kørte i bil på Kystvejen mod øst i Strøby. En test med alkometeret viste en for høj promille, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når politiet har modtaget resultatet af blodprøven vil den 50-årige høre mere i sagen.

 

Udenlandsk butikstyv stjal barberblade – Vestergade, Køge

Kl. 16.24 anmeldte personalet i Kvickly på Vestergade i Køge, at de havde tilbageholdt en udenlandsk mand, som havde stjålet barberblade for 1292 kr. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 29-årig mand fra Hviderusland, som havde søgt asyl i Danmark. Personalet havde bemærket at manden havde en mistænkelig adfærd og holdt øje med ham. I afdelingen med barberblade tog han flere pakker i sin jakkelomme, hvorefter han forlod butikken via kioskområdet uden at betale. Han blev tilbageholdt af personalet og politiet blev tilkaldt. Den 29-årige blev taget med til stationen til afhøring med tolk. Han erkendte tyveriet og vedtog en bøde i sagen. Han blev løsladt senere på aftenen, men blev gjort bekendt med, at sagen ville blive forelagt udlændingestyrelsen, og at det kunne få indvirkning for hans ophold i Danmark.

 

Solouheld – Tåstrupvej, Jersie Strand, Solrød

Kl. 22.39 skete et solouheld på Tåstrupvej i rundkørslen ved Parkvej/Åsvej i Jersie Strand. Bilisten, en 22-årig mand fra Polen med adresse i Sorø, mistede af ukendte årsager herredømmet på bilen, som ramte et vejskilt og en busk i rundkørslen, hvorefter den fortsatte ud i græsrabatten og ramte et træ. Den 22-årige sad fastklemt efter uheldet, og måtte reddes ud. Han blev kørt i ambulance til Rigshospitalet med mistanke om alvorlig tilskadekomst. Politiet undersøgte uheldsstedet og fik indbragt den 22-åriges polsk registrerede bil til nærmere undersøgelse af en bilinspektør. Hospitalet oplyste senere, at den 22-årig havde pådraget sig flere knoglebrud og indre blødninger, og at han var i kritisk tilstand. Den 22-årige fik på hospitalet udtaget blodprøver der skal afklare, om han havde indtaget spiritus eller narko forud for kørslen. Den 22-årige er fortsat indlagt på intensiv afdeling i kritisk tilstand. Politiet har derfor endnu ikke kunne afhøre den tilskadekomne mand.

 

Påvirket fører kørte galt – Odsherredvej, Grevinge – Odsherred

Kl. 22.56 skete endnu et solouheld på Odsherredvej i Grevinge, da en bil påkørte det midterste autoværn og herefter kørte over og ramte autoværnet i højre side af vejen. En hundepatrulje blev sendt til stedet, men traf i første omgang ingen personer ved bilen. En hundefører gik spor fra bilen, for at finde frem til personer fra bilen, som kunne være kommet til skade. Omkring 400 meter fra uheldsstedet markerede hunden på, at der opholdt sig mennesker skjult i et buskads i en grøft. Patruljen traf to kvinder i grøften, som begge var uskadt. Den ene var bilens registrerede ejer, en 42-årig kvinde fra Odsherred, som blev skønnet påvirket af spiritus og narko. Politiet sigtede og anholdt den 42-årige for at køre i påvirket tilstand og herunder køre galt. Politiet fik klarlagt, at den 42-årige havde mistet herredømmet over bilen, som havde ramt autoværnet.

Brandvæsnet blev orienteret om det beskadigede autoværn, og de sørgede for at skære det væk, som var til fare. Bilen holdt til gene for trafikken, så den blev nødflyttet af autohjælp. Den 42-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt. Hun kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

 

 

Lørdag – søndag

 

Skønhedsklinik overtrådte igen corona-lovgivningen

Lørdag formiddag modtog politiet et tip om, at en skønhedsklinik i den centrale del af Roskilde by holdt åbent for behandling af kunder, selv om klinikken ifølge corona-restriktionerne skulle holde lukket. En patrulje kørte til stedet, hvor politiet inde i klinikken traf en kvindelig kunde samt en 32-årig kvindelig ansat. Da kunden befandt sig i et behandlerrum og med overtøjet taget af, vurderede politiet, at kunden var på vej til at få behandling. Derfor fandt politiet grundlag for at sigte den ansatte for overtrædelse af corona-restriktionerne om at holde lukket for behandling af kunder. Det var således fjerde gang i 2021, at politiet afslørede klinikken i at holde åbent for kunder, og efterfølgende blev klinikkens ejer også sigtet for samme overtrædelse af corona-restriktionerne. De sigtede kan nu begge forvente at modtage et bødeforelæg som afgørelse på sagen.

Mænd på isen reddet af helikopter – Slagelsevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 14.22 fik politiet anmeldelse om, at to mænd gik på isen på Skarresø. Borgeren, der anmeldte sagen, havde forsøgt at kalde mændene ind, men de havde ikke reageret. De to mænd var i færd med at krydse søen fra Jyderup mod Astrup Gods. En redningsaktion blev iværksat, da isen ikke var tyk nok til at kunne bære. Politi, brandvæsen og ambulance kørte til søen, hvor også en redningshelikopter blev sat ind. De to unge mænd kunne imidlertid ikke selv komme ind, da isen var begyndt at tø langs kanten. De blev vejledt til at lægge sig ned, for at fordele deres vægt bedst muligt på isen.

Kl. 15.08 kom helikopteren frem og fik reddet de unge mænd op en efter en. Drengene kom i sikkerhed og slap fra episoden med skrækken. Politiet sigtede de to unge mænd på 19-år fra Holbæk og Jyderup for at overtræde ordensbekendtgørelsen ved at gå på isen før der var opsat skiltning om, at det var tilladt. De kan begge forvente en bøde i sagen.

Påvirket bilist påkørte parkeret bil – Mullerupvej, Mullerup – Kalundborg

Kl.18.10 kørte en 25-årig mand fra Gørlev ind i en bil, som holdt parkeret foran en adresse på Mullerupvej i Mullerup – Kalundborg. Bilen som blev påkørt fik skader og bilens ejer ringede derfor til politiet, som sendte en patrulje til stedet. Den 25-årige bilist viste sig at være påvirket a både narko og spiritus, så han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere i sagen fra politiet.

Spirituspåvirket knallertfører kørte galt – Ølsemaglevej, Køge

Kl. 20.07 skete et uheld i krydset Ølsemaglevej/Nylandsvej, da en knallertfører væltede i forbindelse med, at han skulle bremse ned for rødt lys. Han kørte med lav hastighed, men forulykkede og fik knallerten ned over sig. En forbipasserende så uheldet og ringede 112. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor knallertføreren, en 50-årig lokal mand, viste sig at være påvirket af spiritus. En test med alkometeret bekræftede, at hans promille var alt for høj, så han blev sigtet for spirituskørsel på lille knallert. Da han havde fået skrammer som følge at styrtet, blev han kørt med ambulance til sygehuset til tjek, hvor han også fik udtaget en blodprøve. Han var ikke kommet noget alvorligt til og kunne herefter tage hjem. Han vil senere høre mere fra politiet i sagen, når svaret på blodprøveanalysen kommer.

Ung mand sigtet for trusler – Kulbyvej, Høng, Kalundborg

Kl. 01.10 anmeldte nattevagten på en erhvervsskole i Høng, at en ung mand kort forinden var mødt op på skolen sammen med en gruppe venner, hvor han havde truet med en pistollignende genstand. En patrulje kørte til stedet, hvor de fandt frem til den mistænkte, en 16-årig ung mand fra Jyderup, som forsøgte at løbe fra stedet. Betjentene løb ham op og han blev kl. 01.25 anholdt uden dramatik.

Den 16-årige blev fundet i besiddelse af en splatterpistol, som politiet beslaglagde til sagen. Den 16-årige, som var beruset, var mødt op på stedet på grund af en strid med en 17-årig elev på skolen. Den 17-årige unge mand fra Høng blev truet af den 16-årige, som viste den pistollignende genstand, som sad i hans bukselinning. Den 16-årige truede også en medarbejder på skolen, så politiet sigtede den 16-årige, som grundet sin påvirkningsgrad ikke var egnet til afhøring. Patruljen kørte den 16-årige hjem til sine forældre, som samtidig blev underrettet om sagen. Politiet orienterede desuden de sociale myndigheder om sagen. Den 16-årige skal afhøres til sagen, og han kan herefter forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

 

Søndag – mandag

 

Røg i kælderen – Reerslevvej, Reerslev, Ruds-Vedby –Kalundborg

Kl. 09.57 kørte politi og brandvæsen til melding om en mulig brand og kraftig røgudvikling fra kælderen i en villa i Reerslev. En ambulance blev tilkaldt, da en beboer havde indåndet røg. Brandvæsnet undersøgte villaen, men der var ikke ild – kun røg. Røgen kom fra krybekælderen, hvor forsøget på at optø et vandrør havde forårsaget røg fra noget isoleringsmateriale. Der havde ikke været fare for ild på stedet. Brandvæsnet fik luftet ud, og politiet kunne fortsætte til andre opgaver.

Flere anmeldelser om personer på isen – Hele kredsen

Frostgraderne medfører frosne fjorde, søer, moser og vandhuller, og det giver stadig flere anmeldelser til politiet om personer, der opholder sig på isen rundt omkring i politikredsen. Isen er ikke tyk nok til at færdes på, men når isen er sikker nok, vil der blive opsat skiltning om det. Indtil da det er ikke tilladt at bevæge sig ud på isen. Søg mere information på din kommunes hjemmeside. Ingen personer er faldet igennem isen i forbindelse med episoderne.

Roskilde Fjord
Kl. 10.24 anmeldelse om fire børn/unge omkring 30-40 meter ude op isen på Roskilde Fjord ud for Vikingeskibsmuseet. En patrulje blev sendt til stedet, men traf ingen personer på isen.
Kl. 13.43 måtte en patrulje igen lægge vejen forbi Roskilde Havn, da flere børnefamilier opholdt sig på isen ved Strandengen. De blev alle vejledt af politiet om ikke at færdes på isen, hvilket de accepterede og gik ind i sikkerhed.

Borup – Køge
Kl. 11.33 anmeldte en borger, at fire unge mænd opholdt sig på isen på Kimmerslev sø ved Krotoften i Borup, hvor de forsøgte at slå hul med en genstand. Ingen personer truffet på isen af patruljen.
Kl. 19.35 gik nogle drenge med lygter rundt halvvejs ude på isen ved Kimmerslev sø. Mens borgeren talte med politiet om sin bekymring for drengene, var de kommet i land igen af sig selv.

Solrød
kl. 13.45 på søen/mosen ved Trylleskov Allé i Karlstrup – Solrød blev en borger bekymret over at flere mindre børn færdedes på isen. Mosen var ikke frosset omkring nogle siv. Borgeren havde gjort en mor opmærksom på faren, men det havde ifølge anmelderen ikke hjulpet. Der var ingen børn på isen, da patruljen lagde vejen forbi.

Lejre
Kl. 12.53 Hejrevej, Lyndby, Kirke-Såby – Lejre. Anmeldelse om flere personer på isen ved Lejre Vig. En patrulje kørte frem og traf en 28-årig mand fra Frederiksberg, som blev vejledt af patruljen om, at det var farligt at færdes på isen, da den ikke var tyk nok endnu. Han efterkom politiets anvisning og forlod stedet.

Odsherred
Kl. 14.00 fik politiet anmeldelse om, at der var skøjteløbere på den dybe sø på Borrevangsvej, Højby Sj. – Odsherred. Anmelderens kone havde anfægtet skøjteløbernes færden på søen, men de havde sagt, at de havde måleudstyr med. Inden patruljen nåede frem ringede borgeren tilbage og oplyste, at skøjteløberne havde forladt isen.

Holbæk
Kl. 15.07 kontaktede en lokal borger politiet, da der gik to drenge på ca. 13 år på isen ved gadekæret/branddammen i Kundby, Svinninge. Drengene slog i isen med en økse, og borgeren var bekymret for, om drengene skulle ryge igennem isen. Politiet kørte til Kundby, hvor drengene nu var væk. Der var dog tydelige mærker i isen efter øksen. Patruljen kørte en runde i byen, men fandt ikke frem til de to drenge.

Kalundborg
Kl. 19.28 kom en anmeldelse til politiets vagtcentral om, at der var tre unge mennesker, som opholdt sig på isen ved søen på Cecilieparken i Kalundborg. De unge satte sig på isen og anmelderen var bange for, om isen kunne bære de unge. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf tre drenge på 11-12 år, som gik og hakkede i kanten af isen. Betjentene tog en snak med drengene om faren ved at færdes på isen og sendte dem hjem i varmen.

Isræs –Roevej, Gørlev Sj. –Kalundborg

Kl. 18.46 fik politiet anmeldelse om unge mennesker i fire forskellige biler, som kørte ræs på Roevej i området ved den gamle sukkerfabrik, hvor der lå is på vejen. De gassede højt op, bremsede og lavede udskridninger, så det larmede og generede de omkringboende. Anmelderen havde forsøgt at påtale larmen uden det hjalp. En patrulje kørte til Gørlev, men da havde bilerne forladt stedet.

Mistænkelige mænd med kniv – Blågårdsvej, Greve

Kl. 19.53 fik politiet anmeldelse om et mistænkeligt forhold ved daginstitutionen Solstrålen i Greve. To mænd var set på institutionens område, så politiet kørte frem for at undersøge sagen. Da patruljen kom frem løb de to mænd i det samme fra stedet, men betjentene løb efter de to mænd. Den ene blev anholdt på Snebærhegnet og kort efter fik en patrulje fat i den anden. Politiet undersøgte institutionen, men der blev ikke fundet tegn på indbrud, men brandalarmen var blevet aktiveret. De to anholdte mænd, begge på 26-årig år fra Ishøj, blev taget med på stationen til afhøring. Den ene blev fundet i besiddelse af en kniv, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Han blev derfor sigtet og kniven beslaglagt. Efter afhøringen blev begge mænd løsladt, men den ene kan forvente at høre mere fra politiet i sagen om overtrædelse af knivloven.

Glatføreuheld – Kalundborg og Ringsted

Kl. 10.24 søndag formiddag skete et solouheld, hvor en bilist endte i grøften på Gl. Svebøllevej, Svebølle – Kalundborg. Bilisten, en 68-årige mand fra Kalundborg, mistede herredømmet over bilen, da der pludselig lå et tykt lag is på vejen. En å var gået over side breder og det havde forårsaget vand på vejen, som var frosset til is. Bilen skred ud og endte grøften. Den 68-årige blev kørt med ambulance til tjek på sygehuset, men var sluppet uden skader. Politiet orienterede kommunen om den glatte vej, og de ville sørge for at sikre vejen.

Kl. 04.35 tidligt mandag morgen kørte en 19-årig kvinde fra Ringsted galt på Gørlev Landevej i Høng – Kalundborg på grund af glat vej. Bilen mistede vejgrebet og endte i grøften ved en mark. Den 19-årige bilist var uskadt, men bilen kunne ikke køre videre. En patrulje kørte frem og fik påsat minestrimmel på bilen. Kvinden var chokeret oven på episoden, men patruljen tog sig af hende og gav hende et lift på arbejde.

Kl. 05.51 mandag morgen anmeldte en 27-årig mand fra Greve, at han var kørt galt i sin bil på Vestmotorvejen ved Ringsted, hvor han var skredet ind i autoværnet i midterrabatten grundet glat føre. En forbipasserende bilist tog den 27-årige med på skadestuen til tjek, men han var ikke kommet til skade ved uheldet. Der kom buler i autoværn og i bilen, og en skiltevogn blev sendt til stedet for at lede trafikken uden om den havarerede bil indtil den blev fjernet af autohjælp.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi