Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Kalundborg - tirsdag den 15. december

Profilbillede
dato

Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Spånnebæk, Holbæk

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Tornegården, Herfølge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Stjernevej, Kaldred, Eskebjerg
Brunhøj Nyvej, Lumsås, Nykøbing Sj.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

COVID-19-tilsyn i det forgangne døgn

I løbet af mandagen gennemførte patruljer fra Midt- og Vestsjællands Politi tilsyn ved forskellige lokaliteter, butikker og restaurationer mv., som alle er omfattet af de gældende retningslinjer og restriktioner for at begrænse coronasmitten.

Fokus var lagt på Ringsted kommune, hvor politiet rutinemæssigt gennemførte tilsyn ved butikkerne i Ringsted Outlet Center, hvor politiet kontrollerede, om personalet og kunder anvendte mundbind eller anden beskyttelse af luftvejene, ligesom skiltning, antal kunder i forhold til butiksstørrelser og opstilling af sprit mv. blev kontrolleret. I Ringsted gennemførte politiet således 37 tilsyn af butikker inden for detailhandlen.

Andre steder i politikredsen kontrollerede politiet spisesteder, supermarkeder, tankstationer, fastfood-restauranter, kiosker samt en frisørsalon og et hotel. Samlet gennemførte politiet i alt 68 tilsyn i løbet af mandagen. Ingen af tilsynene gav anledning til hverken sigtelser eller påtaler fra politiets side.

Ensrettet vej under vejarbejde – Oldvejen/Munkholmvej, Holbæk

Mandag eftermiddag lagde en patrulje vejen forbi Oldvejen ved Munkholmvej i Holbæk, hvor der i forbindelse med vejarbejde på Oldvejen er lavet ensrettet frem mod Munkholmvej. Politiet havde i den forbindelse fået anmeldelse om, at flere bilister ikke overholdt reglerne og fulgte den opsatte skiltning om, at der er indkørsel forbudt fra Munkholmvej op ad Oldvejen. Der er også opsat skiltning, som viser at højre- og venstresving er forbudt ned ad Oldvejen, når man kører ad Munkholmvej mod Oldvejen.

Tre bilister fulgte ikke skiltningen, men svingede ned ad Oldvejen mod ensretningen, mens patruljen var på stedet. En 26-årig mand fra Svinninge, en 37-årig mand fra Tuse og en 44-årig mand fra Skibby blev sigtet for at køre mod ensretningen og kan nu forvente en bøde og et klip i sagen. Politiet vil fortsat lave tilsyn på stedet, så længe vejarbejdet er i gang.

Borger sigtet for at chikanere ATK-bil – Greve Centervej, Greve

kl. 18.20 chikanerede en forbipasserende hundelufter en af politiets ATK-biler, som var sat op til at lave automatisk hastighedskontrol på Greve Centervej. Manden stillede sig ind foran bilens måleudstyr, så den ikke kunne tage fotos af de forbipasserende biler, der kørte for stærkt. Da bilens blitz blinkede blev manden opfarende, men blev stående foran måleudstyret. En patrulje blev sendt til stedet, men da var manden med hunden gået fra stedet. Patruljen fandt frem til manden, en 55-årig mand fra Greve, længere nede ad Greve Centervej og tog kontakt til ham. Han blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for at politiet kunne udføre deres arbejde. Han blev afhørt til sagen, som han nægtede. Politiet har nu sikret det foto, som blev taget af den mistænkte ved ATK-bilen, som dokumentation i sagen og den 55-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Vold og våben – Greve Midtby Center, Greve

Kl. 18.52 fik politiet anmeldelse fra en 40-årig mand fra Greve om, at han netop havde været udsat for vold af en bekendt 38-årige mand fra Greve, da de befandt sig i Greve Midtby Center. De to havde talt sammen, hvorunder den 38-årige var blevet ophidset og havde slået den 40-årige flere gange i ansigtet. Den 38-årige var herefter kørt fra stedet i en taxa, mens den 40-åriges kone ringede 112. Den 40-årige havde fået en flænge i øjenbrynet og et hævet øje efter overfaldet og blev tilset på skadestuen.

En patrulje kørte til den mistænktes adresse i Greve, hvor de traf den 38-årige hjemme. Han blev sigtet for vold og anholdt, da han skulle med på stationen til afhøring. Mens betjentene var i den 38-åriges hjem, så de flere ældre våben. Stedet blev derfor ransaget, hvor der blev fundet en ældre plomberet pistol, en knippel, et samuraisværd, to segl og tre macheter, som den 38-årige ikke havde tilladelse til at have. Han blev sigtet for at overtræde våbenloven og alle våbnene blev beslaglagt. Politiet skal nu undersøge, om han lovligt må have nogen af de beslaglagte våben, der ellers vil blive konfiskeret. Den 38-årige afhørt på stationen, hvorefter han blev overført til arresten, da han var søgt til fogedretten, hvor han blev fremstillet tirsdag formiddag og løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille den 38-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.

Hæk ødelagt af flugtbilist – Naurbjergvej, Lille-Skensved – Solrød

Kl. 20.46 sad en 55-årig mand i sin stue, da han kørte et højt brag udenfor. Han løb ud, hvor han så en bil, som holdt på tværs af hans indkørsel. Bilen havde påkørt hele hans bøgehæk og noget af naboens hæk. Da den 55-årige henvendte sig til manden i bilen, kørte han væk fra stedet uden at oplyse sit navn. Bilisten havde formentlig mistet herredømmet over bilen i en højrekurve og herefter endt i den 55-åriges hæk.

Politiet kunne ud fra en beskrivelse af bilen finde frem til ejeren af bilen, der boede i Solrød. På ejerens adresse fandt politiet en bil, som havde skader svarende til uheldssituationen og var smurt ind i mudder og bøgeblade. Det lykkedes ikke politiet at få fat i ejeren af bilen, men sagen undersøges nu nærmere, for at få klarlagt, hvem der kørte bilen på uheldstidspunktet. Patruljen optog rapport i sagen, for at dokumentere omstændighederne omkring uheldet.

Overså rundkørsel og kørte galt – Skovvej, Kalundborg

Kl. 22.50 kørte en 48-årig mand fra Tølløse ad Skovvej mod vest, da han overså rundkørslen ved Bregningevej/Bjergsted Byvej i mørket, hvor der var nedsat sigtbarhed og vådt føre. Føreren opdagede rundkørslen for sent og trykkede hårdt på bremsen, som blokerede, så bilen skred. Bilen kørte lige ud, hen over rundkørslen og standsede i det nordlige hjørne af rundkørslen. Heldigvis kom der ingen andre biler på uheldstidspunktet, så føreren slap fra uheldet med knubs. Bilen derimod fik store skader på undervogn og dæk og måtte transporteres ved fra uheldsstedet. Politiet registrerede uheldet.

 

Ung mand overfaldet ved busstop – Frederiksborgvej, Roskilde

Kl. 22.46 anmeldte en 18-årig mand fra Jægerspris, at han netop havde været udsat for et overfald ved busstoppestedet ved Risø på Frederiksborgvej. Den 18-årige tog bus 600S fra Roskilde mod nord, hvor fem mænd henvendte sig til ham. En af dem tog hans Airpods høretelefoner, og da bussen kort efter standsede ved Risø, blev den 18-årige ført ud af bussen af mændene. Ved busstoppestedet blev den 18-årige tildelt flere slag og spark, og mændene tog hans sko, hættetrøje, jakke og telefon. Mændene truede den 18-årige med en kniv under overfaldet. Herefter forlod mændene stedet i ukendt retning. Den 18-årige forsøgte herefter at kontakte forbipasserende bilister for at få hjælp. Han blev hentet i ambulance og kørt til undersøgelse, da der var mistanke om et brud på armen. Politiet afhørte kort den 18-årige på stedet, men skal genafhøre den forurettede nærmere.

 

Mændene beskrives som: alle af anden etnisk herkomst end dansk, iført maskering og sort tøj.

Politiet efterforsker nu sagen og søger i den forbindelse vidner. Personer som har været i bussen og bemærket optrinnet, eller borgere som har bemærket noget omkring busstoppestedet ved Risø sent mandag aften bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Bilist frakendt kørekortet med kniv og anabolske steroider i bilen – Holbæk

Kl. 00.15 kørte en hundepatrulje i området omkring Ladegårdsparken i Holbæk, da de standsede en personbil for at lave en rutinekontrol. Føreren af bilen, en 25-årig mand fra Falster, havde ikke noget kørekort, da han var blevet frakendt førerretten i en tidligere sag om narkokørsel. Den 25-årige var ikke påvirket ved dagens kontrol, men politiet ransagede hans bil, hvor der blev fundet en ulovlig enhåndsbetjent foldekniv og 32 stk anabolske steroider, som den 25-årige blev sigtet for at besidde. Kniv og doping blev beslaglagt med henblik på konfiskation, og køreturen sluttede for den 25-årige, som kan forvente at høre mere fra politiet når sagen skal afgøres.

Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi