Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Hovedgaden, HvalsøIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Vangeledet, GadstrupMosede Engvej, Greve
Kong Valdemars Vej, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
IngenIndbrud i skole og institutioner mv.:
IngenBeboer sigtet for uforsigtighed med ild – Gersagerparken, Greve
Kl. 09.40 om et alarmopkald om flammer i et vindue i en lejlighed på anden sal i Gersagerparken. Branden blev opdaget af en beoer i opgangen, som ringede 112. Politi og brandvæsen var hurtigt fremme ved boligkomplekset, men der var ikke umiddelbart flammer og røg at se. Beboerne i lejligheden var ikke hjemme, så brandvæsnet satte en stige op til vinduet, hvor der stod et stearinlys uden stage, som var brændt helt ned til vindueskarmen.Redningsberedskabet skaffede sig adgang til lejligheden, og her fandt brandvæsnet flere tændte stearinlys, som stod uden stage. De slukkede lysene, som heldigvis ikke havde nået at tænde ild til andre ting i lejligheden. Vindueskarmen havde fået lidt sodskader, men brandvæsnet skønnede at det kunne være gået galt, hvis ilden ikke var blevet opdaget af den opmærksomme nabo. Kort efter kom lejlighedens beboeren hjem, og politiet sigtede ham for at overtræde beredskabslovens regler om uforsigtighed med ild. Han kan forvente en bøde i sagen.
Narkobilist uden kørekort – Hundige Bygade, Greve
Kl. 11.14 standsede en politipatrulje en personbil på Hundige Bygade i Greve. Bag rattet sad en 39-årig mand fra Greve, som ikke havde gyldigt kørekort. Han var desuden påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret. Den anholdte havde ved visitation et større kontantbeløb på sig, og da han skyldte penge til det offentlige blev et femcifret kontantbeløb beslaglagt af patruljen som inddrivelse af gæld. Den 39-årige ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, som nu skal tage stilling til, om politiet havde lov til at inddrive gælden. Den anholdte fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere fra politiet i sagen.Brand i fritidsklub – Godsvej, Greve
Kl. 13.02 anmeldte personalet i Klub Godset, at der var røg og flammer fra en faldstamme i klubbens lokaler. Alle børn og medarbejdere blev evakueret, og der blev sendt politi og brandvæsen til stedet. Da politipatruljen og brandvæsen var fremme få minutter senere var alle personer ude, og der var ingen tydelig røgudvikling at se. Brandvæsnet gik ind og fandt frem til stedet, hvor det brændte. Det viste sig, at der var på grund i fugt i nogle gamle rør var kommet en overgang i en el-installation. Ilden blev hurtigt slukket og ingen personer kom noget til. Politiet kunne derfor fortsætte til andre opgaver.Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt til nærmere undersøgelse – Køge Bugt Motorvejen, Køge
Kl. 14.50 standsede færdselspolitiet en 32-årig mand fra Vallensbæk Strand i en personbil, som han førte ad Køge Bugt Motorvejen ved Køge. Personbilen var ikke registreret, men forsynet med faste prøveskilte, hvorfor formålet med kørslen skulle undersøges nærmere. Den 32-årige viste sig i forvejen at være frakendt kørekortet, så han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Ved nærmere undersøgelse af personbilen hverken politiet eller importøren af det pågældende bilmærke identificere bilen, så politiet valgte at beslaglægge bilen med henblik på nærmere undersøgelse af, hvorfra bilen stammede, og om bilen i det hele taget måtte være afgiftsberigtiget før kørsel på det danske vejnet. Den 32-årige kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når undersøgelserne af bilen er afsluttet.Færdselsuheld / spirituskørsel – Kildebrøndevej, Greve
Kl. 14.55 var en personbil og en lastbil stødt sammen på udkørslen fra en virksomhed, så politiet blev tilkaldt, idet den ene part var mistænkt for at være spirituspåvirket under kørslen. En 55-årig mand fra Greve viste sig efter en alkometertest at være så påvirket af spiritus, at han kunne sigtes for spirituskørsel i en personbil. I dette køretøj var han standset i udkørslen, da en 40-årig mand fra Hadsund i en lastbil med påhængsvogn kørte udenom for at komme ud fra virksomheden. Den 55-årige kørte samtidig med lastbilens passage fremad, men bakkede så herefter og ramte herunder lastbilens påhængsvogn. Ingen af parterne kom selv til skade, men der skete mindre materiel skade på køretøjerne. Den 55-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.Narkokørsel – Roskildevænget, Roskilde
Kl. 1723 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 27-årig mand fra Bagsværd for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.Narkokørsel – Hovedvejen, Osted, Lejre – Lejre
Kl. 18.51 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 25-årig mand fa Kirke-Hyllinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.Forsøg på snyd med feriepenge – Sejerby, Sejerø – Kalundborg
Kl. 19.19 underrettede en 75-årig kvinde fra Sejerø politiet om, at hun kl. ca. 15.10 var blevet ringet op af en fremmed mand, der havde præsenteret sig som en medarbejder fra Skattestyrelsen. Årsagen til opringningen var ifølge den fremmede mand, at den 75-årige havde nogle feriepenge til gode, hvilket han ville hjælpe hende med at få udbetalt. Den 75-årig fattede dog mistanke til manden og oplyste, at hun selv lige ville kontrollere dette, hvorefter hun afbrød telefonopkaldet. Den fremmede mand nåede således ikke at få nogen personlige oplysninger fra den 75-årige.Politiet vil gerne rose kvinden for at have været skeptisk over for disse uopfordrede telefonopkald fra fremmede, der under forskellige påskud forsøger at få lokket personlige oplysninger ud af de personer, der bliver ringet op. Uanset hvilken myndighed der måtte kontakte en borger, vil medarbejderen ikke have behov for at få personlige oplysninger eller f.eks. koder til NemID, betalingskort eller lignende. Politiets råd er at afbryde telefonopkaldet og selv ringe retur for at kontrollere telefonopkaldets rigtighed.
Utryghedsskabende unge – Hundige Stationsvej, Greve
Kl. 19.48 anmeldte DSB, at 6-8 unge opholdt sig i forhallen ved billetautomaten og derved skabte utryghed for andre rejsende, idet de unge tilsyneladende ikke skulle med toget. Endvidere bar nogle af dem heller ikke mundbind som påkrævet på togstationer. Politiet kørte til området og traf i nærheden tre unge mænd på 17, 18 og 20 år fra Greve, som politiet kontrollerede for eventuel besiddelse af euforiserende stoffer. Alle lugtede af hash, men ingen af dem havde hash på sig. Til sidst bortviste politiet mændene fra området og henviste dem til at finde et andet opholdssted uden at skabe utryghed for andre.Utryghedsskabende unge – Jernbaneplads, Holbæk
Kl. 21.05 fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge opholdt sig i forhallen ved kiosken, hvor de skabte utryghed, ligesom de unge heller ikke anvendte mundbind ifølge reglerne på stedet. En patrulje kørte til stationen, hvor politiet traf en 19-årig mand fra Jyderup og en 20-årig mand fra Store-Merløse. Ingen af dem bar mundbind, hvorfor de begge blev sigtet for overtrædelse af corona-reglerne om brug af mundbind på togstationer. Endvidere blev den 20-årige også sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, idet han ikke havde medbragt sin opholdstilladelse, så begge mænd kan nu se frem til at modtage bøder for deres respektive overtrædelser af lovgivningen.Narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve
Kl. 21.15 ville en patrulje standse en personbil på motorvejen i det sydgående spor ved rastepladsen i Karlslunde. I forbindelse hermed bemærkede patruljen, at der blev kastet noget ud af bilvinduerne, men politiet fandt ikke ud af, hvad det var. Bilen blev ført af en 18-årig mand fra Valby, som blev mistænkt for at være påvirket af stoffer under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmer undersøgelse for euforiserende stoffer. I bilen var der tre mandlige passagerer, som alle blev kontrolleret for eventuel besiddelse af euforiserende stoffer ud fra en mistanke om, at det kunne være mindre portioner stoffer, som blev skaffet af vejen inden politiets standsning af bilen, og da føreren mistænktes for at være påvirket af netop euforiserende stoffer. Ingen blev dog fundet i besiddelse af euforiserende stoffer, så den 18-årige fører kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.Langvarig musik til ulempe – Benløseparken, Benløse, Ringsted
Kl. 21.32 rykkede politiet ud til en lejlighed i området, efter at flere anmeldere havde følt sig generet af høj musik til ulempe fra en af lejlighederne i området. Ifølge anmelderne skulle den høje musik være startet kl. ca. 14.00 og siden da generet de omkringboende. En patrulje kørte til stedet, hvor der i en lejlighed blev holdt fest. Den afbrød politiet og bortviste gæsterne, medens politiet forsøgte at få liv i en 16-årig ung mand fra Lolland, der lå og sov på toilettet. Han vågnede, men blev lidt utilfreds herover, så politiet tog ham med til en politistation, idet han havde holdt fest på bopælen tilhørende et familiemedlem, der var bortrejst. Efterfølgende blev den 16-årige afhentet af sine forældre, så dermed var festen også afsluttet for hans vedkommende.Bortvisning af kunder uden mundbind – Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl. 02.10 rykkede politiet ud til en tankstation, idet flere kunder ikke ønskede at bruge mundbind i forbindelse med deres ærinde på stedet. Politiet fik kontakt til tre mænd på 18, 18 og 19 år fra Kalundborg, som alle blev bortvist fra tankstationens område og i øvrigt vejledt om regler ved ærinde inde i selve butikken. Ingen af dem blev sigtet for noget i den anledning.Indbrudstyve overrasket – Kong Valdemars Vej, Roskilde
Kl. 03.13 slog et par i 50-erne alarm til politiet, idet de var blevet vækket af støj fra stueetagen i deres bolig. Da de havde undersøgt årsagen til støjen nærmere, kunne de konstatere, at nogen havde brudt ind og stjålet flere stole og en lampe. Endvidere havde indbrudstyvene også fundet bilnøglen til familiens bil, som efterfølgende blev stjålet. Parret nåede lige at se bilen køre i retning mod centrum af Roskilde, inden de slog alarm til politiet. Flere patruljer ledte efter bilen – en sort Mercedes Benz st.car med nummerpladen BV91329 - i Roskilde, men fandt den desværre ikke. Parret opdagede efterfølgende, at indbrudstyvene også havde nået at stjæle smykker, solbriller og et ur. Politiet undersøgte stedet for spor efter indbrudstyvene og afventer nu resultatet heraf.Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området i nat eller måske har bemærket den stjålne personbil efterladt et sted. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.