Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Kalundborg - torsdag den 4. marts

Profilbillede
dato

Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Tofteåsvej, Benløse, Ringsted
Volden, Ringsted
Egøje Byvej, Køge
Nørre Boulevard, Køge
Klokkelyngen, Højby

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen


Narkobilist med hash i bilen – Rødhøj, Asnæs – Odsherred

Kl. 09.14 standsede en patrulje en 38-årig mand fra Grevinge, som kørte i en personbil på Rødhøj i Asnæs, for at lave en rutinekontrol. Føreren blev testet med narkometeret, som viste, at han var påvirket af hash, så han blev sigtet for narkokørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Betjentene spurgte føreren, om han havde noget narko i bilen, hvorefter han fremviste en klump hash, der senere blev kontrolvejet til 19,9 gram. Han blev derfor sigtet for lov om euforiserende stoffer og hashen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Politiet fandt ikke andre ulovlige ting i den 38-åriges bil. Efter blodprøveudtagelsen blev den anholdte løsladt, og han vil senere høre mere fra politiet i sine sager, når resultatet af blodprøven kommer.

Vigepligtsuheld – Gørlevvej/Hallenslevvej, Gørlev Sj. – Kalundborg

kl. 14.06 skete et uheld mellem to biler i krydset Gørlevvej/Hallenslevvej, da en 18-årig kvinde fra Sorø kørte frem i krydset, og stødte sammen med en 56-årig kvinde fra Slagelse. Den 18-årige kom kørende ad Hallenslevvej mod Gørlevej, hvor hun kørte frem for at svinge til højre. I krydset er der fuldt stop i den 18-åriges kørselsretning. Midt i svinget opstod der forvirring om, hvilken retning den 18-årige skulle køre. Hun nåede ikke ud af krydset, før hun blev ramt af den 56-åriges bil, mens hun holdt midt i krydset. Den 18-åriges bil blev skubbet ud i grøften som følge af sammenstødet. Hverken hun eller de to jævnaldrende passagerer kom noget til, men bilen fik store skader. Den 56-årige slap også fra uheldet med knubs og en bil, der fik skader på fronten og udløste airbags. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, og den 18-årige kan forvente at høre mere i sagen.

Taget med hash i bilen – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 17.04 kørte en patrulje forbi en parkeringsplads på Ahorn Alle ved Klostermarkskirken, hvor de så to biler, der holdt parkeret med motoren slukket. Betjentene holdt ind og traf i den ene bil en 24-årig mand fra Ringsted, som i det samme smed en hashjoint og en lille pose med hash ud af bilen. Han blev visiteret og bilen ransaget, hvor der i alt blev fundet 4,26 gram hash, som han blev sigtet for at besidde.

I den anden bil sad en 22-årig mand fra Ringsted på førersædet. Bilen var fyldt med røg og der lugtede kraftigt af hash fra bilen, så politiet ransagede bilen og visiterede den 22-årige mand. I bilen fandt politiet en lille klump hash på 1,32 gram, så han blev også sigtet for lov om euforiserende stoffer. Hashen blev beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket de sigtede accepterede. De kan begge forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Turbofart i tåge – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Politiets videobil var onsdag aften på patrulje på Køge Bugt Motorvejen, hvor to bilister blev sigtet for at køre alt for hurtigt ved Solrød Strand, hvor den tilladte hastighed er 110 km/t.

Kl. 18.37 kørte videobilen i på Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning, hvor patruljen blev overhalet af en nyere muskelbil, som kørte med turbofart, selvom der var tæt tåge. Derfor satte færdselsbetjenten en optagelse af bilens kørsel i gang. Bilisten gav ikke tegn ved vognbaneskift, men kørte over en længere strækning med hastigheder på op til 200 km/t. Det gav en samlet måling af bilens gennemsnitshastighed på 180 km/t. Patruljen standsede bilisten, en 25-årig mand fra Ishøj, som ikke havde medbragt sit kørekort. Han blev sigtet for at køre alt for stærkt og helt uforsvarligt på grund af den nedsatte sigtbarhed. Den samme fører blev for kun en måned siden sigtet for at køre 99 km/t ad Hundige Strandvej. Dagens sag lægges op til en klækkelig bøde og en ubetinget frakendelse af førerretten.

kl. 21.46 blev en 18-årig ny bilists tur til at gøre sig uheldigt bemærket, da videobilen optog hans alt for hurtige kørsel på Køge Bugt Motorvejen ved Solrød. Den 18-årige mand fra København havde i forvejen et klip i kørekortet, så dagens klip vil udløse et kørselsforbud til ham når sagen er afgjort. Det betyder han fra afgørelsen ikke må køre før han har været oppe til en ny teori- og køreprøve.

Narkokørsel med kokain og kniv i bilen – Kristiansminde, Roskilde

Kl. 19.57 blev en bilist standset i en rutinekontrol på Kristiansminde i Roskilde. Føreren, en 21-årig mand fra Vallensbæk, viste sig at være påvirket af kokain, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Med i bilen som passager var en 21-årig mand fra Brøndby Strand. Patruljen visiterede de to mænd og ransagede bilen, hvor der blev fundet fem små poser, en større pose med kokain og en ulovlig springkniv. Kokainen blev senere kontrolvejet til i alt 12,6 gram.

Begge mænd blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg, anholdt og taget med til stationen til afhøring. Den 21-årige passager erkendte ejerskabet af springkniven, som han blev sigtet for at besidde. I bilen fandt politiet også et firecifret kontantbeløb, som politiet mistænkte var indtægt fra narkosalg. Pengene blev beslaglagt til sagen, hvilket de sigtede protesterede over. En narkohundepatrulje ransagede de to mænds adresser på Vestegnen, men der blev ikke fundet yderligere ulovligt her. Også ransagningerne ønskede de to sigtede forelagt retten, som nu skal se på, om politiets grundlag for indgrebene var i orden.

Efter endt afhøring og sagsbehandling blev sagen vurderet juridisk, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille de to mænd i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De anholdte blev derfor begge løsladt ud på natten, men er fortsat begge sigtet og kan forvente at høre mere i sagerne.

Narkokørsel uden kørekort - Hærvigsgade, Kalundborg

Kl. 20.18 blev en 21-årig mand fra Kalundborg sigtet og anholdt for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Hærvigsgade ud for Valdemarsgade i Kalundborg. Føreren havde desuden aldrig taget et kørekort, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret. Den anholdte blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når svaret på blodprøveanalysen kommer vil den 21-årige få besked om sagens videre gang.

Patrulje opdagede brand i kolonihave – Astersstien, Køge

Kl. 00.10 kørte en patrulje tilfældigt forbi Haveforeningen Granløseparken i Køge, hvor de bemærkede, at det brændte i et kolonihavehus på Astersstien og slog alarm til brandvæsnet. Patruljen fik klarlagt, at der ikke var nogen personer i huset, og kort efter kom brandvæsnet frem og gik i gang med slukningsarbejdet.

Der gik en røgfane ind over togbanen, som løber langs kolonihaveforeningen, så DSB blev orienteret og nedsatte hastigheden forbi brandstedet. Brandfolkene fik kontrol over ilden, og der var ingen risiko for, at den skulle sprede sig til andre huse. Omkring kl. 00.35 var branden slukket og kun efterslukningen var i gang.

Politiet undersøgte brandstedet sammen med brandvæsnet, som viste, at branden var startet omkring en el-installation ved et køleskab. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt omkring branden. Patruljen optog rapport om branden for at belyse omstændighederne. Politiet kontaktede kolonihavehusets ejer, der blev orienteret om branden. Ingen personer eller dyr kom noget til ved branden.


Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi