En patrulje bemærkede kl. 12.19 en bil i østlig retning på Nordkrogvej i Jerslev Sj., Kalundborg. Den kvindelige bilist ønskede ikke at medvirke i en kontrol og foretog flere overhalinger over spærreflade samt kørte hurtigere end tilladt.
Kvinden stoppede sin kørsel på en mudret markvej, hvor bilen satte sig fast. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at kvinden var påvirket af narkotika. Hun blev sigtet for narkokørsel, overtrædelse af færdselsloven, ikke at efterkomme politiets anvisninger, samt besiddelse af 5,35 gram amfetamin og 1,43 gram hash.
Kvinden havde sin teenagedatter under 18 år med i bilen, og der blev derfor lavet en socialrapport. Kvinden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve. Hun kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.