Ny samarbejdsplan mellem politi og kommuner på plads

dato

Kommuner og politi skal fremover arbejde tættere sammen om unges misbrug og deres risikoadfærd og om vold i nære relationer.

Forebyggelse af misbrug, unges risikoadfærd og vold i nære relationer er de områder, som politi og kommuner skal have et særligt fokus på at samarbejde om i det kommende år.

Det fremgår af den samarbejdsplan, som Midt- og Vestsjællands Politi og de 10 kommuner i området nu er blevet enige om.  

"Der er tale om tre områder, hvor vi kan se, at der er et potentiale for at vi kan opnå bedre resultater, hvis vi alle arbejder tæt og målrettet sammen om opgaven. Det er nogle problemstillinger, som fylder meget både for politiet og for mange af kommunerne", siger politidirektør Jørgen Bergen Skov.

Om de tre fokusområder:

FOREBYGGELSE AF MISBRUG AF AFHÆNGIGHEDSSKABENDE STOFFER, HERUNDER NIKOTINPRODUKTER, PUFFBARS OG OPIOIDER 
Det er typisk en anden gruppe unge, der risikerer at komme ud i et misbrug af nikotinprodukter, puffbars og opioider end dem, der ender som misbrugere af mere kendte narkotiske stoffer. Derfor er det vigtigt at myndighederne arbejder sammen om at begrænse de unges adgang til de ulovlige produkter og om at forebygge, at de kommer ud i et misbrug. Det kan blandt andet være gennem forebyggende indsats i samarbejde mellem politi og lokale aktører såsom lokalråd, skoler, uddannelsesinstitutioner, SSP og tryghedsambassadører.

UNGES RISIKOADFÆRD BÅDE I DET OFFENTLIGE OG I DET DIGITALE RUM
Der skal være et tættere samarbejde mellem kommuner og politi om risikoadfærden hos unge - både når de færdes i det offentlige rum og i det digitale rum. Samarbejdet skal blandt andet fokusere på at skabe en stærkere opfølgning over for unge der skaber utryghed og et fora for deling af oplysninger om unge, der bevæger sig på tværs af kommunegrænser samt en øget digital
tilstedeværelse, så man hurtigere afdækker unge med risikoadfærd og mistrivsel. 

VOLD I NÆRE RELATIONER
Vold i nære relationer og psykisk vold er et stigende problem i vores samfund og det kræver en stærk, tværgående indsats at forebygge volden. Målet er at myndighederne så tidligt som muligt kan identificere de voldelige forhold, herunder de steder, hvor børn lever med vold i hjemmet. 

Tre nye arbejdsgrupper med både repræsentanter for alle kommunerne og for politiet skal nu sørge for at samarbejdsplanens ambitioner bliver omsat til virkelighed. 

For yderligere information: Kontakt kommunikationsafdelingerne ved:
- Midt- og Vestsjællands Politi: 2542 6210
- Roskilde Kommune: 2613 5109
- Odsherred Kommune: 3066 0502
- Kalundborg Kommune: 2388 6223
- Holbæk Kommune: 72 36 34 48
- Lejre Kommune: 4030 7722
- Ringsted Kommune: 9154 1668
- Køge Kommune: 24 60 56 02
- Stevns Kommune: 30 51 66 67
- Solrød Kommune: 6112 6576
- Greve Kommune: 20 80 73 25

 

Samarbejdsplan 2025

 
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi