Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Oddenvej, Lumsås, Nykøbing Sj.
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Dyssevænget, Gundsømagle, Roskilde
Niels Juelsgade, Køge
Vinkeltoften, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg
Uglevænget, Ejby, Lille-Skensved
Nøddeparken, Borup
Cyklist væltede – Klosterengen, Roskilde
Kl. 09.26 havde en kvindelig cyklist henvendt sig på en tankstation på Klosterengen, efter at hun havde slået sig. En ambulance var blevet tilkaldt til stedet, og politiet undersøgte omstændighederne nærmere.
Det viste sig, at der var tale om en 54-årig kvinde fra Roskilde, der som cyklist var standset for rødt lys på Klosterengen. I ventetiden på fortsat kørsel havde hun mistet balancen og var væltet, så hun slog hovedet.
Kvinden havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader, og politiet foretog sig under disse omstændigheder ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Indsats mod social dumping / menneskehandel - Køge
Kl. 10.30 henvendte civilklædt politipersonale fra Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi sig på en adresse i den nordlige del af Køge by for at lave en personkontrol i en forretning inden for massagebranchen.
Da politiet var lukket ind på stedet, undrede politipersonalet sig over en åbentstående dør ud til en tilstødende baghave. Her forsøgte en udenlandsk kvinde at skjule sig for politiet, men hun blev efterfølgende identificeret som en 32-årig kvinde fra Thailand.
Ved kontrol af hendes personlige dokumenter viste det sig, at hun var indrejst i Schengen-området i sommeren 2022 og derfor opholdt sig ulovligt i Danmark på nuværende tidspunkt.
Den 32-årige kvinde blev i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af udlændingeloven anholdt med henblik på eventuel udsendelse af Danmark, når straffesagen mod hende er afgjort.
Under politiets ophold på stedet ankom endnu en udenlandsk kvinde til adressen, og hun viste sig at være en 38-årig kvinde også fra Thailand. Også hun opholdt sig ulovligt i Danmark og blev derfor også anholdt som mistænkt for overtrædelse af udlændingeloven.
Begge kvinders sager blev afgjort straks, hvorefter politiet forelagde deres ulovlige ophold for Udlændingestyrelsen med henblik på en administrativ afgørelse af, hvorvidt de skal udvises af Danmark med et indrejseforbud og efterfølgende udsendes ved Hjemrejsestyrelsens foranstaltning.
Politiet afventer nu denne afgørelse fra Udlændingestyrelsen, men har i mellemtiden underrettet øvrige relevante myndigheder, herunder Center mod Menneskehandel, om sagerne mod de to kvinder.
To gange narkokørsel uden førerret – H/F Granløseparken, Holbæk
Kl. 10.55 standsede politiet en knallertkører, der kørte rundt i haveforeningen. Der var tale om en 45-knallert, som en 35-årig mand fra Holbæk var fører af. Han kunne mistænkes for at være påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, hvorfor han blev sigtet for narkokørsel og anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da han heller ikke havde det krævede kørekort for at være fører af en 45-knallert, blev han også sigtet for kørsel uden førerret.
Den 35-årige blev kl. 11.11 løsladt efter blodprøveudtagelsen på Holbæk sygehus og blev afhentet i bil af et familiemedlem.
Patruljen fortsatte sin patruljekørsel i det store kolonihaveområde i den sydlige del af Holbæk og bemærkede til patruljens overraskelse, at den samme knallert kl. ca. 11.40 blev ført i området ved H/F Granløseparken.
Føreren viste sig igen at være den 35-årige mand fra Holbæk, som så igen blev sigtet for både kørsel uden førerret og narkokørsel på 45-knallerten. I forbindelse med en ny, kortvarig anholdelse fik han udtaget endnu en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 35-årig kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når de to analyseerklæringer fra blodprøverne foreligger.
Færdselsuheld – Nyledsbakken / Saxildsalle, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 14.26 rykkede politiet ud for at undersøge omstændighederne ved et sammenstød mellem to bilister i krydset Nyledsbakken – Saxildsalle i Nykøbing Sj.
Det viste sig, at en 82-årig kvinde fra Vig var kørt i en personbil ad Nyledsbakken mod øst og i svinget mod Saxildsalle ville svinge til venstre for at fortsætte ad Nyledsbakken mod øst.
Samtidig kom en 32-årig kvinde fra Nykøbing Sj. kørende i en personbil ad Saxildsalle mod nord, hvorefter hun blev påkørt på sin venstre side af den 82-årige bilist i svinget mellem Saxildsalle og Nyledsbakken.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, der dog medførte skader på de implicerede køretøjer. Politiet har optaget rapport om sagen ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Marksvinget / Parkvej, Køge
Kl. 15.44 var en bilist og en cyklist stødt sammen i rundkørslen ved Marksvinget og Parkvej ifølge en anmeldelse til politiet.
På uheldsstedet fik politiet kontakt til en 16-årig ung mand fra Køge, der som cyklist kørte på cykelstien rundt i rundkørslen. Da han passerede Parkvejs udmunding i rundkørslen, blev han ramt på sit baghjul af en bilist, der fra Parkvej var på vej ind i rundkørslen. Han slap selv uskadt fra påkørslen, men cyklens baghjul var blevet beskadiget.
Bilisten var kørt fra stedet inden politiets ankomst, men blev senere identificeret som en 83-årig kvinde fra Køge. Hun er efterfølgende afhørt til sammenstødet, som politiet har optaget rapport om ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Blufærdighedskrænker genkendt – Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Kl. 15.48 blev en ædru, 30-årig mand fra Stevns anholdt på Køge S-station som mistænkt for blufærdighedskrænkelse over for en 19-årig kvinde fra Solrød Strand.
Hun havde genkendt den mistænkte under hans ophold på Køge S-station, hvor han mandag eftermiddag under ophold på en perron havde blottet sit underliv for den forurettede, da hun sad afventende inde i et S-tog. Den 19-årige havde straks anmeldt sagen til politiet, som dog ikke havde fundet manden efter denne anmeldelse, så efterforskning ved hjælp af bl.a. overvågning fra S-stationsområdet var blevet iværksat.
Den 30-årige blev senere på eftermiddagen løsladt efter afhøring til sagen om blotteri over for den 19-årige kvinde. Han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Narkokørsel – Toldbodvej, Køge
Kl. 16.05 anholdt og sigtede politiet en 26-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, efter at en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af kokain under kørslen i en personbil.
Den 26-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Mulig tyv på spil igen – Nytorv, Kalundborg
Kl. 17.02 anmeldte personalet fra en herretøjsbutik på Nytorv, at en mand iført en blå jakke kl. ca. 16.45 formentlig havde stjålet varer fra butikkens fortovsudstilling.
Personalet havde efterfølgende talt med manden, der blev samlet op af en bilist, som afventede i nærheden.
Politiet skal nu i samarbejde med butikspersonalet have klarlagt, hvorvidt manden rent faktisk fik stjålet noget. Efterforskningen vil bl.a. omfatte gennemsyn af eventuel videoovervågning for at få manden identificeret med sikkerhed og også for at få afklaret, om den mistænkte fik stjålet noget fra fortovsudstillingen.
Spiritus-/narkokørsel – Snæbumgårdsvej, Høng – Kalundborg
Kl. 17.32 blev en 46-årig mand fra Høng anholdt og sigtet for spirituskørsel i en varebil, da en alkometertest gav udslag for påvirkning over det tilladte og i øvrigt skønnedes påvirket af euforiserende stoffer.
Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Blufærdighedskrænkelse opklaret – Lindehegnet, Greve
Kl. 17.46 anmeldte faderen til den ene af 12-årige drenge fra hhv. Greve og Havdrup, at han havde tilbageholdt en mand, der kunne mistænkes for at have krænket de to drenges blufærdighed.
Politiet kørte til Lindehegnet og fik kontakt til både den tilbageholdte og de to drenge, der oplyste, at de på en sti havde mødt den nu tilbageholdte mand. Manden havde tilbudt at vise sin penis frem og havde spurgt drengene om seksuelle ydelser.
Drengene var flygtet fra stedet og havde slået alarm til bl.a. den enes far, der havde fundet den mistænkte i området.
Der var tale om en 43-årig mand fra Greve, som blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse over for drengene med baggrund i hans verbale tilbud og spørgsmål til dem.
Den 43-årige blev løsladt efter afhøring i sagen, som han kan forvente at høre nærmere om på et senere tidspunkt, når den skal afgøres.
Narkokørsel – Skagerakvej, Holbæk
Kl. 19.00 blev en 18-årig mand fra Holbæk anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Skagerakvej i Holbæk.
Den 18-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Hurtig bilist var narkopåvirket – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde - Greve
Kl. 22.16 begyndte en færdselspatrulje at måle hastigheden på en personbil, der i høj hastighed kørte i nordlig retning på Køge Bugt Motorvejen, hvor højst tilladte hastighed ifølge skiltningen er 110 km/t.
Efter mere end 4.300 meters kontrol af bilistens hastighed kunne færdselspolitiet konkludere, at gennemsnitshastigheden var mindst 175 km/t.
Personbilen blev ført af en 21-årig mand fra Nykøbing F., som indledningsvist blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, der isoleret set vil medføre bl.a. påstand om et kørselsforbud til ham, fordi forseelsen blev begået inden for tre år efter erhvervelsen af kørekortet.
Den 21-årige deltog i en alkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen, så den 21-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet vil kontakte den 21-årige, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger, med en samlet afgørelse i begge sager.
Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Håndværkervej, Roskilde
Kl. 23.04 standsede politiet en personbil på Håndværkervej med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Bag rattet i bilen sad en ædru, 62-årig mand fra Nykøbing F., som ikke kunne fremvise noget kørekort. Det viste sig, at han ikke havde fået generhvervet sit kørekort efter udløbet af en frakendelsesperiode i 2021.
Politiet sigtede ham derfor for kørsel uden førerret og kunne ved en nærmere kontrol af hans personlige forhold konstatere, at han mindst tre gange inden for de seneste tre år var blevet afsløret i at køre bil, selv om han enten var frakendt kørekortet eller ikke havde førerret.
Hans personbil blev derfor beslaglagt på grund af de gentagne kørsler uden førerret, og den 62-årige vil derfor blive indkaldt til et retsmøde, hvor en dommer både vil tage stilling til straffen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen.
Uro og uorden afslørede narkobesiddelse – Vestergade, Roskilde
Kl. 00.02 fik politiet en henvendelse fra en beboer i en beboelsesejendom om, at en mand i kælderen lavede uro og ruskede i dørene ind til forskellige kælderrum.
Politiet kørte hastigt til stedet og fik kontakt til en formentlig narkopåvirket, 39-årig mand uden fast bopæl. Da en af flere døre til kælderrummene stod åben, blev den 39-årige anholdt som mistænkt for at ville begå indbrud i rummene.
Ved den efterfølgende visitation fandt politiet ham i besiddelse af godt 80 gram amfetamin, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Endvidere medbragte han på stedet en kødhammer med en skarp kant uden noget anerkendelsesværdigt formål, så han kunne også mistænkes for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Den 39-årige blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning, men vil onsdag formiddag blive forsøgt afhørt til sagerne om indbrud i et kælderrum samt besiddelse af amfetaminen og kødhammeren.
Spirituskørsel – Holbækmotorvejen, Holbæk
Kl. 02.23 anholdt og sigtede politiet en 36-årig kvinde fra Grevinge for spirituskørsel i en personbil, som hun førte ad Holbækmotorvejen ved Holbæk.
Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk
Kl. 03.46 blev en 20-årig mand fra Jyderup anholdt samtidig med en sigtelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Valdemar Sejrsvej, da politiet skønnede ham påvirket af narkotika under kørslen.
Den 20-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Dialogbaseret tilsyn ved skole – Kongens Enge, Karlslunde – Greve
Både tirsdag og onsdag morgen foretog en færdselsbetjent tilsyn ved Strandskolen i Karlslunde i lygtetændingstiden for at kontrollere trafikanternes adfærd i morgentrafikken.
Færdselsbetjenten havde mere travlt med snakketøjet end bødeblokken, da der i forbindelse med de to tilsyn på hver ca. 30 minutters varighed blev observeret rigtig mange uhensigtsmæssigheder.
Da de fleste trafikanter var under den kriminelle lavalder på 15 år, valgte færdselspolitiet – i det omfang, som det var muligt – at tale med de trafikanter, hvis adfærd gav anledning til en påtale eller samtale.
Flere unge under 15 år kom til skolen på et el-løbehjul, selv om alderskravet er 15 år, ligesom enkelte af dem også havde glemt lyset og hjelmen under kørslen på løbehjulet.
Adskillige børn cyklede til skole på cykler, der var forsynet med de lovpligtige lygter, som dog i den mørke tid ikke var blevet tændt, så cyklisten kunne blive set af andre trafikanter.
Også de voksne undgik heller ikke en samtale med færdselspolitiet, som måtte erindre om betydningen af færdselstavler med standsnings- og parkeringsforbud ved skolen samt afstandskrav ved parkering foran et fodgængerfelt.
En enkelt bilist blev sigtet for ikke at holde tilbage for gående, der på en tydelig måde var på vej ud i fodgængerfeltet.
Færdselspolitiet har med baggrund i de to dages observationer videregivet resultatet heraf til politiets forebyggelsesafdeling, som har det normale samarbejde med skolerne omkring færdselssikkerheden på skolevejene.