Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Nytorv, KalundborgSøndergade, Viby Sj.
Søndervang, Bjerge Strand, Store-Fuglede
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Vandværksvej, Magleby, KlippingeStormandshøjen, Himmelev, Roskilde (forsøg)
Knudsvej, Jyllinge
Hyldebærhaven, Kirke-Hyllinge
Indbrud i fritids-/sommerhus:
IngenIndbrud i skole og institutioner mv.:
IngenTyveri fra køretøjer:
Industrivej, RoskildeAhornlunden, Himmelev, Roskilde
Yderholmvej, Solrød Strand
Tyveri af værktøj fra byggeplads – Godtfreds Høje, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 06.55 torsdag morgen fik politiet anmeldelser fra repræsentanter fra to firmaer, som havde fået stjålet værktøj fra en byggeplads.Politiet undersøgte byggepladsen og kunne konstatere, at låsen på porten til den indhegnede byggeplads var blevet brudt op, så der efterfølgende var fri adgang til en bygning på byggepladsen. Herfra var diverse el-værktøj til en værdi op mod ca. 200.000 kr. blevet stjålet af ukendte tyve.
Byggepladsen er nu blevet undersøgt for eventuelle tekniske spor efter tyveriet, og politiet afventer nu, om der måtte være spor, der kan medvirke til identificeret af nogen mistænkte.
Tyveriet er sket i løbet af natten mellem onsdag og torsdag, hvorfor politiet også gerne vil i kontakt med personer, der måtte have bemærket usædvanlig aktivitet ved byggepladsen i løbet af natten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Indbrud i værksted – Søndervang, Bjerge Strand, Store-Fuglede - Kalundborg
Kl. 07.12 fik politiet en anmeldelse fra en tømrervirksomhed om, at nogen havde begået indbrud på stedet i løbet af natten. En varebil var stjålet fra stedet.Politiet undersøgte virksomheden og kunne konstatere, at en rude var blevet knust for at skaffe sig adgang til tømrerfirmaets lokaler. Her var flere reservenøgler til virksomhedens køretøjer blevet stjålet, men kun et af køretøjerne - en hvid varebil af mærket Citroen Jumper med nummerpladen BB78961 - var blevet stjålet.
Varebilen er nu blevet efterlyst som stjålet, og politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser på gerningsstedet.
Røg fra bolig – Jersie Strandvej, Solrød Strand
Kl. 07.45 rykkede brandvæsnet og politiet ud efter en melding fra et alarmselskab om, at der måske var ildebrand i en privat bolig.Brandvæsnet og politiet fandt en forladt og aflåst bolig, hvor der sås noget røg, men ingen flammer, i stuen. Ejeren kom efter til stedet og lukkede brandvæsnet ind, så årsagen til røgen kunne findes, og to hunde kunne komme ud i frisk luft.
Der var tændt op i en brændeovn, som var meget varm. Ovenpå lå en nu smeltet plasticgenstand, som var årsagen til røgen i stuen. Efterfølgende blev der luftet ud i stuen, og ejeren blev instrueret om at kontakte sit forsikringsselskab for nærmere forholdsordre. Politiet foretog sig ikke yderligere ud fra disse omstændigheder.
Færdselsuheld – Holbækvej, Tornved, Mørkøv – Holbæk
Kl. 10.21 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et sammenstød mellem to personbiler ud for en genbrugsplads.Sammenstødet medførte spærring af Holbækvej i begge retninger på uheldsstedet, så politiet underrettede Trafikradioen og Movia herom. Begge parter blev i ambulancer bragt til undersøgelse på skadestuen.
På uheldsstedet lå den ene personbil på taget i grøften, og den anden personbil med skader blev skubbet ind til siden, så trafikken var normaliseret kl. ca. 11.00.
Politiet fik klarlagt, at en 84-årig kvinde fra Regstrup var kørt langsomt ud fra genbrugspladsen i sydlig retning frem til Holbækvej, som hun kørte ud på og herunder blev påkørt af en personbil, som en 76-årig kvinde fra Mørkøv førte i vestlig retning.
Den 84-årige blev udskrevet efter undersøgelse på skadestuen, mens den 76-årig blev indlagt til observation.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få belyst omstændighederne nærmere, herunder hvorvidt færdselslovens vigepligtsregler kan være overtrådt, og hvilken betydning solskinnet kan have haft.
Indbrudstyv pågrebet – Forsøg på indbrud i villa - Hyldebærhaven, Kirke-Hyllinge - Lejre
Kl. 12.17 fik politiet via et alarmopkald oplysninger om, at flere personer havde tilbageholdt en mand, der var i besiddelse af et koben, og som måske kunne mistænkes for at ville begå indbrud i området.Politiet kørte hurtigt til området og fik overdraget den tilbageholdte mand, der blev anholdt og identificeret som en 36-årig mand fra Sverige. De handlekraftige personer havde frataget ham et koben, som politiet fik overdraget som bevis i sagen.
De handlekraftige personer kunne oplyse politiet om, at den svenske mand tidligere var set i området. Derfor var man ekstra opmærksom på hans adfærd, da han igen i dag blev set i boligkvarteret.
Politiet fik ved både afhøringer og gennemsyn af videoovervågning i området klarlagt, at den svenske mand havde henvendt sig på en adresse, idet han medbragte en pakke. Beboeren var ikke hjemme, hvorefter han forlod stedet kortvarigt, inden han kom retur og gik ind i haven på samme adresse. Videoovervågningen gav besked til beboeren, der kunne se, at den nu tilbageholdte med et koben forsøgte at bryde en terrassedør op.
Indbrudsforsøget mislykkedes, da beboeren og andre overraskede manden i haven, hvorefter han flygtede, men blev indhentet og tilbageholdt af de handlede kraftige borgere.
Politiet sigtede den 36-årige for forsøg på indbrud og afhørte ham til sagen, efter at politiet havde foretaget ransagning på et tilholdssted i det storkøbenhavnske område uden at finde effekter, der kunne have en politimæssig interesse.
Efter en nøje vurdering af både mandens personlige forhold og omstændighederne i den konkrete sag skønnede politiet og anklagemyndigheden, at der ikke var grundlag for fremstilling af indbrudstyven i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Den 36-årige blev derfor løsladt først på aftenen, men er fortsat sigtet i sagen, som han senere vil blive stillet strafferetligt til regnskab for.
Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Ringvejen, Køge
Kl. 13.36 standsede færdselspolitiet en personbil tilhørende en kvindelig bilejer, men med en mandlig fører, med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.Føreren var en 30-årig mand fra Køge, som i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af bilen. Desuden skønnede politiet ham påvirket af euforiserende stoffer og derfor kunne mistænke ham for narkokørsel, så den 30-årige blev anholdt og sigtet indledningsvist for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden.
Ved visitationen af den anholdte fandt politiet ham i besiddelse af både en foldekniv og knap fem gram hash i fem poser. De ulovlige effekter blev beslaglagt i forbindelse med sigtelser for overtrædelse af både knivloven og lov om euforiserende stoffer.
Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 30-årige, som vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger, og sagerne mod ham skal afgøres.
Efterfølgende sigtede politiet en 22-årig kvinde fra Køge for overtrædelse af færdselsloven, idet hun kunne mistænkes for at have overladt føringen af personbilen til den 30-årige, selv om han ikke lovligt kunne være fører. Hun hører også nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.
Ulovlig droneflyvning – Tjæreby – Roskilde
Kl. 14.23 rykkede politiet ud til Tjæreby-området efter en anmeldelse om, at nogen fløj med droner i området. Det var ikke tilladt, fordi droneflyvningen foregik inden for en radius af fem kilometer fra Roskilde lufthavn.Politiet fandt frem til en 37-årig mand fra Lolland, som blev sigtet for den ulovlige droneflyvning, som han erkendte at have foretaget. Han vil nu senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Person på togskinnerne – Grevinge Stationsvej, Grevinge – Odsherred
Kl. 17.43 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom borger, som havde bemærket, at en kvinde gik rundt på jernbanesporet ved Grevinge station, inden hun havde taget ophold ikke langt fra skinnerne. Fjernstyringen blev underrettet om anmeldelsen, så togene ville køre med nedsat hastighed i området.Politiet kørte mod Grevinge og fik undervejs oplysninger fra en lokomotivfører om, at kvinden nu igen var ude på sporene, hvor det lykkedes politiet at få kontakt til en 46-årig kvinde fra Grevinge.
Hun blev skønnet påvirket af måske alkohol og stoffer, men politiet skønnede også, at hun havde behov for hjælp, fordi hun talte om og med personer, der ikke var til stede.
Kvinden blev taget med til politistationen i Roskilde, hvor en læge tilså hende, inden politiet til sidst afleverede hende til en psykiatrisk skadestue, så hun i givet fald kunne blive tilbudt den fornødne hjælp. Ud fra disse omstændigheder sigtede politiet ikke kvinden for noget strafbart i forbindelse med hendes færden på jernbanesporet i Grevinge.
Tricktyveri – Svogerslev Hovedgade, Svogerslev, Roskilde
Kl. 19.05 anmeldte en 80-årig kvinde fra Roskilde, at hun i forbindelse med indkøb i supermarkedet Meny i tidsrummet kl. 17.00-17.30 fra en taske havde fået stjålet sin pung indeholdende kørekort, betalingskort og sundhedskortet. Hun opdagede ikke selve tyveriet, men manglede sin pung, da hun ved kassen skulle betale for sine varer.I forbindelse med tyveriet var den 80-årige i supermarkedet blevet kontaktet af en fremmed mand, der havde bedt om hendes hjælp til at læse og oversætte en fransk tekst på en vinflaske. Denne afledningsmanøvre mistænkte hun manden for at have en rolle i og beskrev ham som: mand, østeuropæisk af udseende, ca. 190 cm høj, almindelig af bygning, sort kort hår, iført T-shirt og cowboybukser.
De stjålne betalingskort er nu blevet spærret, og politiet forsøger bl.a. ud fra videoovervågningen og eventuelle henvendelser fra borgerne at få identificeret den mistænkte mand. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger, såfremt den mistænkte er set i området.
Færdselsuheld – Bedstedvej, Kværkeby, Ringsted
Kl. 22.34 anmeldte en 18-årig mand fra Ringsted, at han som fører af en personbil havde været impliceret i et færdselsuheld, og at modparten efterfølgende var stukket af fra stedet.Politiet fik kontakt til den 18-årige, der var sluppet uskadt fra uheldet, men hans personbil havde skader på sin højre side efter en påkørsel.
Den 18-årige var i sin personbil kørt ad Bedstedvej i nordøstlig retning, da han i et T-kryds lige syd for jernbanen blev påkørt på sin højre side af en hvid personbil, der kom fra sidevejen og ifølge den 18-årige ikke havde overholdt sin vigepligt.
Den 18-åriges bil snurrede rundt som følge af påkørslen, og modparten flygtede straks fra stedet ad Bedstedvej mod nord over jernbanen i retning mod Køgevej. Politiet har nu optaget rapport om færdselsuheldet for at få identificeret både den hvide personbil som modpart og føreren af køretøjet.
Bedrageri – Kalundborg
Kl. 04.47 fik politiet en henvendelse fra en 78-årig kvinde fra Kalundborg, som i løbet af natten indtil anmeldelsestidspunktet havde tænkt meget over, om hun var blevet snydt af nogle personer, der i forbindelse med telefonopkald havde udgivet sig for at være andre end dem, de reelt var.
Politiet fik ved en beroligende samtale med den 78-årige klarlagt, at hun torsdag aften var blevet ringet op af en fremmed mand, der udgav sig for at være en medarbejder i en bank. Manden påstod, at den 78-årige havde oprettet et forbrugslån, hvilket den 78-årige benægtede. Den falske bankmedarbejder ville derfor omstille opkaldet til politiet, så sagen kunne blive anmeldt.
Under en samtale med en mand, der havde præsenteret sig som politimand, blev den 78-årige vejledt om straks at overføre penge til en anden konto. Derfor skulle den falske politimand have oplyst koder til netbank og MitID osv. for at kunne hjælpe hende.
Den 78-årige var sluttelig blevet fuppet til at overføre et sekscifret beløb til anviste bankkonti, inden samtalen blev afsluttet og efterfølgende tvivl om rigtigheden af telefonopkaldene opstod hos den 78-årige.
Politiet oprettede en anmeldelse om bedrageri og vejledte den 78-årige om øjeblikkeligt at kontakte sit pengeinstitut i et forsøg på at få standset overførslerne til de fremmede bankkonti. Hvorvidt det lykkedes, afventer politiet nu oplysninger fra den 78-årige om.
Politiet efterforsker nu denne sag i lighed med mange andre lignende anmeldelser om bedrageri, hvor personer kontakter især ældre borgere og udgiver sig for at være f.eks. bankansatte eller repræsentanter for f.eks. politiet.
Under et eller andet påskud af økonomisk karakter fuppes de forurettede til enten at oplyse personlige oplysninger, som misbruges, eller til at foretage banktransaktioner, som de under normale omstændigheder ikke ville have foretaget.
De gode råd fra politiet er fortsat, at man aldrig skal give personlige og fortrolige oplysninger til personer, som man ikke kender i forvejen. Hverken bankansatte eller politiet vil bede om sådanne oplysninger fra en borger.
OPFØLGNING
Varetægtsfængsling – Hjemrejselovgivningen mv. - Greve
En 39-årig mand fra Uganda blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 13. oktober 2022 som sigtet for adskillige overtrædelser af hjemrejselovgivningen i 2022, idet han ikke havde overholdt de pligter om ophold og underretning mv., som Hjemrejsestyrelsen havde pålagt ham efter en dom om bl.a. udvisning i efteråret 2021.
Den 39-årige var blevet fundet som medhjælper til rengøringspersonalet i en spiserestaurant i Greve, da politiet anholdt og sigtede ham for de mange overtrædelser af hjemrejselovgivningen.
Varetægtsfængsling – Bedrageri – Greve
Et grundlovsforhør i Retten i Roskilde endte for en 32-årig mand fra Sydsjælland med, at han som sigtet for bedrageri over for en hvidevareforretning blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 13. oktober 2022.
Han var blevet anholdt dagen forinden, da han for anden gang i samme butik mod forevisning af falske kvitteringer for bankoverførsler ønskede at få udleveret diverse varer. Personalet havde efter hans første henvendelse fattet mistanke til manden, der blev tilbageholdt, da han igen indfandt sig.
Retsmødet blev afholdt for lukkede døren, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere efter retsmødet.