Kalundborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Nygårdsvej, Højby Sj.
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Fyrren, Svogerslev, Roskilde
Strandgården, Solrød Strand
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Irisvej, Hf. Kildebo, Ringsted
Hyacintvej, Hf. Kildebo, Ringsted
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Selandia Park, Ringsted
Tyveri fra køretøjer:
Lindenborgvej, Roskilde
Slimmingevej, Ringsted
Valsømaglevej, Ringsted
Gyrstingevej, Ringsted
Hastighedsmåling – Københavnsvej, Køge
Tirsdag aften målte en ATK-bil (automatisk trafikkontrol) på Københavnsvej over for Stormøllevej i Køge i sydlig retning.
Målingen foregik i tidsrummet mellem kl. 16:00 og kl. 21:00. Der passerede ca. 2400 biler på strækningen, hvor højeste tilladte hastighed er 60 km/t
Hele 333 bilister blev blitzet ved målingen og heraf kørte 38 bilister mere end 30 % for stærkt og kan foruden en bøde forvente et klip i kørekortet.
Vores måleoperatør fortalte, at han fik rigtig mange positive tilkendegivelser fra de lokale beboere, i det de ofte opfattede, at der blev kørt rigtig stærkt netop på den del af Københavnsvej. Bilejerne kan snarest forvente at få besked i deres E-boks om sagerne.
Hashryger taget bag rattet – Adelers Allé, Fårevejle, Odsherred
Kl. 13.35 kørte en patrulje fra Asnæs nærpolitistation på Adeleres Allé i Fårevejle, hvor de stoppede en bilist i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 33-årig mand fra Frederiksberg, som erkendte at han havde røget hash aftenen forinden og jævnligt røg hash. Han blev derfor anholdt, sigtet og taget med bag i patruljebilen, hvor han blev kørt til en blodprøveudtagelse. Herefter blev den 33-årige løsladt, men når resultatet af blodprøveanalysen foreligger, kan han forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Narkokørsel med stjålne nummerplader – Holbækvej, Svinninge – Holbæk
kl. 14.23 stoppede en patrulje en personbil på Holbækvej i Svinninge, da bilens nummerplader var efterlyst. Nummerpladerne blev stjålet fra en personbil i samme bilmærke natten mellem lørdag og søndag, hvor den holdt parkeret på Ringsted Station.
Bag rattet i bilen sad en 42-årig mand fra Ringsted, som blev testet positiv i en narkometertest. Han var desuden frakendt sit kørekort i fem år i en tidligere sag om narkokørsel i gentagelsestilfælde. Bilisten blev anholdt og sigtet for tyveri af nummerplader og kørsel i frakendelsestiden i påvirket tilstand. Han fik udtaget en blodprøve, og blev herefter løsladt. Nummerpladerne blev taget med og udleveret til rette bilejer.
Fuld knallertfører styrtede – Bygaden, Kirke-Hyllinge – Lejre
Kl. 15.37 kørte en 63-årig lokal mand på knallert galt, da han i spirituspåvirket tilstand mistede herredømmet over knallerten på Bygaden i Kirke-Hyllinge. Knallertføreren styrtede og slog sig, så han blev taget med i ambulance til sygehuset. Den 63-årige kom ikke noget alvorligt til, men han fik udtaget en blodprøve og sigtet for spirituskørsel. Nu afventer politiet blodprøveanalysen, hvorefter han vil høre mere i sin sag.
Unge med hash i bilen – Tingryds Allé, Solrød Strand
Kl. 19.19 fik politiet anmeldelse om en mistænkelig bil med flere personer omkring, der holdt ikke langt fra Uglegårsskolen i Solrød. En patrulje lagde vejen forbi, hvor de traf tre mænd, som betjentene mistænkte for at ryge hash. De tre mænd blev visiteret og bilen blev ransaget, hvor der blev fundet fire klumper hash på i alt 14 gram og en joint, som en 17-årig ung mand fra Roskilde vedkendte sig at eje. De to andre mænd havde ingen narko på sig. Den 17-årige blev sigtet for lov om euforiserende stoffer og hashen beslaglagt. Den 17-åriges forældre og de sociale myndigheder for en underretning om sagen, der vil blive afgjort med en bøde.
Varebil og motorcykel med sidevogn i uheld – Tune Landevej/Grevevej, Greve
Kl. 20.35 skete et uheld på Tune Landevej, hvor en varebil ramte en modkørende motorcyklist med sidevogn i forbindelse med et venstresving i lyskrydset. Føreren af varebilen, en 24-årig mand fra Brønshøj kørte frem i krydset og ramte her motorcyklen, der blev ført af en 76-årig mand fra Greve, og med som passager var hans 75-årige kone. Motorcyklen trillede rundt og ægteparret kom til skade ved uheldet.
Politi og ambulance kom frem, hvor de to motorcyklister blev kørt til behandling på sygehuset med tegn på alvorlig tilskadekomst. Bilisten var uskadt. En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet, som blev afspærret.
De to tilskadekomne kom alvorligt til skade, men pådrog sig ikke livstruende skader. Politiet optog rapport om uheldet, som skal belyse omstændighederne omkring uheldet, herunder hvilken farve lyssignalet havde ved sammenstødet.
Mand spyttede på betjent – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 20.56 fik politiet anmeldelse om, at en mand skabte utryghed i Kordilgade, hvor han havde skubbet og sparket ud efter forbipasserende. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en spirituspåvirket 44-årige mand fra Ukraine, som blev anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
Under anholdelsen spyttede han en politimand i ansigtet, så han blev desuden sigtet for vold mod tjenestemand. Den 44-årige blev taget med i detentionen til afrusning, og er fortsat i politiets varetægt, hvor han afhøres med tolk.
Den 44-årige mand havde også tirsdag eftermiddag været i kontakt med politiet, da han var mistænkt for at forsøge at begå butikstyveri i et supermarked, men var blevet stoppet i sit forehavende, så der blev ingen sag for butikstyveri.
Anklagemyndigheden har vurderet sagen, men fandt ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, så han vil derfor blive løsladt, og høre mere i sine sager senere.
OPDATERING GRUNDLOVSFORHØR
Mænd varetægtsfængslet for grov vold - Avnstrup, Hvalsø - Lejre
Den 21-årige mand, som i går blev fremstillet i grundlovsforhør i forbindelse med sagen om knivstikkeri på Asylcenter Avnstrup mandag aften. Han blev fængslet til d. 22/9 ligesom den 22-årige medgerningsmand, som blev fængslet dagen før. Se mere i døgnrapporten fra onsdag.