Klokken 01.17 blev politiet alarmeret om et slagsmål mellem flere mænd foran et værtshus på Skibbrogade i Kalundborg. To grupper var kommet op at toppes, hvilket resulterede i, at en 36-årig mand fra Rumænien blev slået flere gange i ansigtet. Manden væltede bagover og slog hovedet, men der var ingen melding om alvorlig tilskadekomst. Han blev hentet af en ambulance og kørt til behandling.
Kort efter ringede en 33-årig mand fra Letland til 112 og anmeldte, at han havde været involveret i et overfald foran værtshuset. Den 33-årige, som kom til skade med sin arm, blev genkendt af betjentene fra overvågningen foran værtshuset. Han blev set slå den 36-årige, hvilket fik denne til at falde.
Den 33-årige blev kørt til behandling for sin skade i armen og blev efterfølgende sigtet for vold mod den 36-årige. Politiet efterforsker nu sagen videre for at afklare omstændighederne omkring det voldelige optrin.