Stafet for fjordene: Kalundborg Havnepark danner ramme om vigtig miljøaktion

dato

Onsdag den 11. september 2024 kl. 16:00 inviterer Danmarks Naturfredningsforening til en stafet ved Kalundborg Havnepark. Arrangementet sætter fokus på de kritiske miljøforhold i de danske fjorde og giver lokale politikere en platform til at præsentere deres løsninger.

Grumset vand, fedtemøg og døde fisk. Det er næppe gået manges næse forbi, at de indre farvande i Danmark har det skidt. I år er fedtemøget mange steder kommet tidligere end nogensinde før. I Limfjorden så to undervandsfotografer sidste år to fisk på 60 timers optagelser. I Vejle Fjord registrerede biologer én fisk på 70 timers videooptagelser.

Det samme billede tegner sig her hos os ved Kalundborg Fjord. Vandet er mange steder uklart. Bunden er ikke til at få øje på gennem det grumsede dynd. Ålegræsset er væk, og mange lystfiskere beretter om livløshed under overfladen.

Programmet for dagen
Vi mødes i Havneparken i Kalundborg d. 11.9. kl 16.00. Stafetten sendes med roere fra Gisseløre til Havneparken, hvor arrangementet starter med en kort velkomsttale ved DN Kalundborg. Herefter vises en kortfilm på storskærmen: Requiem for havet.

Politikernes bud på løsninger
Kl. 16.30 får inviterede politikere hver 2 minutter til at fortælle, hvad de vil gøre for at redde livet i fjorden. Dette er en unik mulighed for at høre direkte fra beslutningstagerne, hvad deres planer og visioner er for at forbedre miljøet i fjordene.

Fællessang og afsendelse af stafetten
Efter politikernes indlæg synger vi fællessangen "LAD FJORDENE GLIMTE SÅ KLART SOM GLAS". Herefter sendes stafetten afsted langs fjorden på Røsnæs-siden. Vi har kontakt til roere, sejlere, vandrere m.fl., der vil bringe stafetten ud langs fjorden.

Praktisk information
Dato: Onsdag den 11. september 2024
Tid: Kl. 16:00
Sted: Kalundborg Havnepark, Vestre Havneplads 5, 4400 Kalundborg
Entré: Fri entré
Arrangør: Danmarks Naturfredningsforening

Vi tager forbehold for, at oplysningerne om begivenheden kan have ændret sig siden, vi skrev artiklen. Tjek seneste opdateringer her
Kilde: Kultunaut