To rumænske mænd straffet med fængsel og udvisning dagen efter de blev anholdt
To mænd på 23 og 29 år blev sent torsdag straffet med 60 dages fængsel og efterfølgende udvist af landet.De to blev anholdt onsdag i Faxe efter et butikstyveri mod et lokalt supermarked. En ansat fulgte i bil efter mændene og fik politiet dirigeret frem, så de kunne anholde de to, der havde stjålet fem flasker champagne og nogle batterier.
Det viste sig, at mændene også kunne sættes i forbindelse med yderligere et butikstyveri samme dag i et supermarked i Præstø samt et butikstyveri den 7. juli i et supermarked i Faxe.
Mændene var på forhånd efterlyst af Midt- og Vestsjællands Politi for at have stjålet varer til en værdi af 25.000 kroner fra supermarked i Kalundborg tilbage i maj måned. De blev derfor fremstillet ved et retsmøde torsdag i Roskilde, hvor sagen kunne afgøres med en straksdom.
I bilen blev desuden fundet en del værktøj, som de ikke kunne redegøre for. De blev derfor ud over de fire butikstyverier også dømt for hæleri for så vidt angår besiddelsen af værktøjet.
"De systematiske butikstyverier er en plage for forretningerne. Her blev der gjort kort proces mod de to mænd, som fik deres sag afgjort med det samme og som efterfølgende vil blive sendt ud af landet med indrejseforbud i seks år", siger anklagerfuldmægtig Cathrine Rasmussen for anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Begge mænd modtog dommen og blev varetægtsfængslet efter domsafsigelsen.