MØD TRINE FOGH LAURIDSEN

Trine Fogh Lauridsen sætter pris på naturen, højbyen og gymnasiets unge

Portrætfoto af Trine Fogh Lauridsen

Hvad er det bedste ved at bo i Kalundborg - med dine ord?

“Det er nærheden til naturen. Særligt at havet er så tæt på - der er udsigt og højt til himlen og mulighed for at føle sig som en lille brik af noget større hver eneste dag.”

Hvis du skulle anbefale ét sted i Kalundborg til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?

“Hvis det skal være kulturelt, er det umuligt at komme uden om Vor Frue Kirke og Højbyen. Det er en ikonisk kirke og historiens vingesus mærkes tydeligt i hele området. Hvis det skal være mere personligt, vil jeg anbefale badebroen ved Ulstrup Sønderstrand en tidlig vindstille sommermorgen - gerne omkring kl 6. Her er magisk.”

Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?

“At jeg er et engageret og positivt menneske, tror jeg. Måske også lige lovligt snakkende... Og så håber, jeg at folk synes, at jeg er ordentlig i min omgang med andre mennesker. "Ordentlighed" kan lyde enormt gammeldags, men det er en dyd, jeg forsøger at leve op til hver eneste dag.”

Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?

“Elever og medarbejdere på gymnasiet. Det er en daglig gave at have med unge mennesker at gøre, fordi de er så umiddelbare, sjove, tvivlende og afsøgende. Og så løfter medarbejderne en kæmpe opgave hver dag i forhold til at danne og uddanne de unge, så de finder deres plads her i verden, samtidig med at de opdager, at de er en del af et større fællesskab. Det gør mig stolt og glad.”

Hvem i Kalundborg vil du gerne sige tak til - og for hvad?

“Pernille Labusz. Jeg har sjældent mødt et så passioneret, begavet og dygtigt et menneske. Hun brænder om nogen for vores lokalområde og tænker hele tiden i helheder og muligheder i stedet for at se begrænsninger. Pernille evner at skabe forbindelse mellem industrien, uddannelsessystemet og civilsamfundet, så alle bidrager til fælles bedste. Hendes arbejde for at få en sammenhængende bymidte fortjener kæmpe respekt! Jeg er altid fyldt op af energi og nye perspektiver på tingene, når jeg har været i Pernilles selskab.”