Politiet fik klokken 11.19 en oplysning om en bil fyldt med kobberkabler på Esbern Snaresvej i Kalundborg. Flere mænd var blevet set gå fra bilen op til en lejlighed.
En patrulje fra nærberedskabet i Kalundborg kørte til stedet, hvor politiet fandt en 41-årig mand fra Litauen, som bor i området. Der blev også fundet flere kobberkabler i lejligheden. Samlet anslås mængden til omkring 500 kilo kobber.
Manden blev anholdt og sigtet for hæleri. Han fik straks forkyndt et anklageskrift og blev derefter løsladt. Politiet beslaglagde kobberet og bilen.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi