BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet
Vi har travlt i Team Jura og Udbud i Kalundborg Kommune. Derfor ansætter vi en jurist (cand.jur.) mere. Det er første gang i 5 år, at der er en ledig stilling som jurist i Jura og Udbud, så det er nu du skal slå til.
Vi er en tværgående stabsfunktion, som understøtter alle kommunens faglige enheder og institutioner og i teamet er vi 8 kollegaer i alt - en blanding af udbudskonsulenter og jurister. Selvom de 3 udbudskonsulenter hovedsageligt arbejder med udbud og indkøb, har vi løbende en uformel sparring i forhold til de fælles snitflader mv., og vi hjælper og understøtter gerne hinanden. Vi vil gerne kendetegnes ved en høj faglighed, engagement og imødekommenhed samt vores løsningsorienterede tilgang til opgaverne.
Vi tilbyder:
- Faglige udfordringer og udvikling.
- Dynamiske og varierende arbejdsopgaver.
- Gode fleksible arbejdsforhold med flextid og mulighed for hjemmearbejde.
- En uhøjtidelig og humørfyldt omgangstone.
- Praksisnær jura med mulighed for at sætte aftryk.
Du er generalist med et solidt offentligretligt fundament og praktisk erfaring, og du har gerne arbejdet med eksempelvis kommunalret, miljøret, planlovgivningen, aftale- og kontraktret og entrepriseret. Erfaring med retssagsbehandling vil også være et plus.
Dine arbejdsopgaver bliver blandt andet:
- Juridisk rådgivning og sparring til direktionen, ledere og medarbejdere inden for et bredt juridisk felt.
- Undervisning og andre læringsrelaterede opgaver.
- Selvstændig sagsbehandling.
- Udvikling og implementering af standarder, skabeloner og vejledninger.
Du har en god juridisk forståelse og kan bruge den til at spotte de relevante juridiske problemstillinger og finde (selvsagt) lovmedholdelige, konstruktive løsninger i en politisk styret organisation. Du arbejder struktureret ligesom du formår at bringe din juridiske faglighed i spil og skabe gode relationer i samarbejdet med andre faggrupper. Selv om du har mange bolde i luften, kan du holde fokus og komme i mål med dine opgaver.
Som person:
- trives du med at arbejde selvstændigt, men er samtidig en holdspiller,
- har du har en vis robusthed,
- er du initiativrig og engageret.
Organisationsstaben
Team Jura og Udbud er en del af Organisationsstaben, hvor vi er i alt ca. 60 ansatte. Fælles for os er, at vi understøtter den samlede organisation på en række områder. Vi er organiseret i følgende teams:
- Sekretariat
- Digitalisering og IT
- HR og Udvikling
- Kommunikation
- Personale og Forhandling
- Jura og Udbud
Vi binder ofte organisationen sammen og går gerne foran i fælles retning. Det betyder, at vi også internt har en tværgående arbejdsform, og du kan forvente at få en bred kontaktflade i hele Organisationsstaben afhængig af dine opgaver.
Praktiske oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Vi planlægger at holde ansættelsessamtaler den 21. marts fra morgenstunden og eventuelt 2. samtale den 26. marts. Tiltrædelse er snarest mulig efter nærmere aftale.
Vil du høre mere om stillingen er du meget velkommen til at kontakte juridisk specialkonsulent Kim Rode Meinertsen på 42 40 02 85 eller chefjurist Kristine Schiøtt på 30 35 96 38
Om os
I Kalundborg Kommune er vi optaget af, at vores borgere, virksomheder, foreninger og institutioner får den bedst tænkelige service. Det kan vi kun levere hvis vi har dygtige og motiverede medarbejdere. Derfor er vi dedikeret til at støtte medarbejdernes personlige og faglige udvikling, og sikre en dynamisk og fleksibel arbejdsplads.
Hos os er medarbejderne med til at gøre en forskel hver dag, sammen med ca. 3500 kollegaer. Kalundborg Kommune er placeret i noget af Danmarks smukkeste natur – og er samtidig hjemsted for en række af de industrier der bidrager mest til den danske økonomi – med vægt på biotech- og energiproduktion.
Der bor cirka 49.000 mennesker i Kalundborg Kommune, som også er hjemsted for flere og flere uddannelser, der er med til at understøtte udviklingen i kommunen.
Du kan læse mere om Kalundborg Kommune som arbejdsplads Vores medarbejdere (kalundborg.dk), finde generelle oplysninger om Kalundborg Kommune (Flyt til Kalundborg) eller lytte til vores podcast-serie Karriere på Kalundborgsk Podcast (kalundborg.dk)
Vi opfordrer alle uanset baggrund, køn, religion mv. til at søge.
----------
I Kalundborg Kommune har vi en generel politik om indhentning af straffeattest.
Ansatte som i deres ansættelse har adgang til personfølsomme oplysninger, skal have privat MitID/NemID, fordi de skal identificere sig med deres private MitID/NemID. Dette for at efterleve den skærpede lovgivning og derved sikre borgernes tillid til, at alle myndigheder, herunder Kalundborg kommune, behandler personfølsomme oplysninger sikkert.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kalundborg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Borgerservice, Klosterparkvej, 4400 Kalundborg
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 18-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6008232